Per Degn forvandlet til en hane! Ridefogeden omskabt til en tyr! Erasmus Montanus’ logiske følgeslutninger er lige ved at blive til skinbarlig virkelighed i det endelige opgør mellem den hjemvendte bondestudent og de tvivlsomme åndelige overhoveder langt ude på landet, hvor den mentale horisont er flad som en pandekage. Morsomt begynder den trængte Per Degn at baske med vingerne, plirre med øjnene og rykke på hovedet, mens ridefogeden stemmer i med et muh. Et herligt surreelt crescendo i Thomas Bendixens iscenesættelse af Ludvig Holbergs komedie på Det Kongelige Teater. Så bliver det ikke meget galere. Så kan situationen ikke køre op i meget spidsere spids. Alligevel er det den kompakte majoritets formørkede verdensopfattelse, der sejrer, når det, der hidtil har været en temmelig fræsende farce over Holberg, sætter tommeskruerne på komedien og barskt og bittert lader den tilkommende løjtnant i Martin Hestbæks dæmoniske variation knægte Erasmus’ vildfarelse med trussel om vold og militærtjeneste. Erasmus må afsværge sig sandheden for at forblive en del af fællesskabet. Lige lovligt sent begynder komedien at samle sig.
Sjovt nok
Thomas Bendixens indtil da vildt fægtende iscenesættelse er på mange måder en selvfølgelig opdatering af traditionen – den er der nik til i Maja Ravns drønflotte barokteaterscenografi. Stilen er voldsomt kulørt fra begyndelsen. Også for kulørt? Ingen holder sig synderligt tilbage i komiske bud og overbud, og det får umiddelbart iscenesættelsen til at savne stringens. Søren Sætter-Lassens lille, ubehagelige, selvovervurderende Per Degn er jo en kostelig komik med et væld af detaljer, men truer også med at blive et show i showet. Ole Lemmekes ridefoged et orgie i bevidst teatersjællandsk, Kirsten Olesens imbecile morlille får et helt korporligt særnummer ud af Erasmus’ forvandling af hende til en sten gennem logisk ræsonnement, mens Peter Gilsforts undseelige bondefatter ser til. Og så fremdeles. Forestillingen satser på det vilde og det sjove. Vildt nok. Sjovt nok. Mange ideer, men også for mange? Man savner en mærkbar kerne af alvor. Uden at kunne eller ville gribe de tråde til vores egen tids kulturkampe, som Holbergs i og for sig ganske barske stykke kunne have givet anledning til.
Arrogant og bedrevidende
Thure Lindhardts Erasmus har både vores sympati og så ikke alligevel. Han klatrer ind på scenen i sit alt for hvide sæt og med storbysmarte solbriller i lommen. Stemmen er lys og en smule affekteret, hagen stræber mod himlen. Arrogant og bedrevidende er han blevet derinde i storbyen. Med strakt arm og en afsluttende erigeret pegefinger for enden af den og et blik, som kunne dræbe, fægter han sig gennem de disputter, han aldrig kan vinde. Undertiden nærmest skriger han sin desperation ud i en slags hysteriske primalskrig. Men fornemmer man egentlig den brændende tro på det, som er ret, og retten til at holde fast i det, som figuren også må rumme? Det tab af sig selv og alt, hvad han troede om sig selv, en afsværgen af sandheden – Jorden er rund – vil afstedkomme? Den må man tænke sig til.
Hvad: »Erasmus Montanus« af Ludvig Holberg. Hvem: Iscenesættelse: Thomas Bendixen. Scenografi: Maja Ravn. Hvor: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene. Til 23. oktober. Turné: 26. oktober – 8. november.
