Helvede er de andre

Teater. »Lukkede døre« Velspillet udgave af »Lukkede døre« på Teatret ved Sorte Hest

Helvede er de andre - 1
Fra venstre Peter Oliver Hansen, Anette Støvelbæk og Ann Eleonora Jørgensen i forestillingen »Lukkede døre«.<br>Foto: Jasper Spanning Fold sammen
Læs mere

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

»Lukkede døre« er historien om tre menneskeskæbner. Den første, der falder ind gennem svingdøren er Garcin, kujon og desertør. Så følger den lesbiske Inès, hvis speciale er at jage kvinder og gøre dem ulykkelige. Og endelig den forførende frue, Estelle, der har brugt mændene på sin vej og dræbt sit eget barn. Uden at kende hinanden bliver de sat sammen i et rum uden vinduer og med en dør, som ikke kan lukkes op. De er i helvede.

Men i eksistentialisten Sartres stykke fra 1944 er der ingen fysisk tortur og brændende flammer i dødsriget. Stykkets besk-berømte replik er den om, at »Helvede, det er de andre«. Garcin, Inès og Estelle er tvunget til at være sammen for evig og altid. Og tilnærmelserne mellem dem er dømt til at havne i et psykologisk og glædesløst trekantsdrama, hvor de uafvendeligt ender med at tortere hinanden. De nedbryder hinandens forskansninger og facader af skrøbelig livsløgn. Og fremstår snart som mennesker, hvis valg i livet har ført dem derhen, hvor de nu befinder sig. Handlingen blev deres skæbne!

Hos Sartre er der dømt frihed for de døde - men især hos de levende. Det handler om at agere, mens tid er. For det er jo vores egen onde cirkler, der er på spil. I det liv, som figurerne nu kun kan følge på afstand. Og netop derfor er det også fint, at Karen-Lise Mynster i sin ofte overraskende humoristiske iscenesættelse viser os, at Sartres berømte klassiker ikke bare er deprimerende sortsyn, den klaustrofobiske helvedesvision til trods. Der er, trods alt, stadig mulighed for at finde vores egen vej i livet.

Helvedes velspillet
I sin gennemtænkte bearbejdelse understreger Karen-Lise Mynster figurernes gennemperverterede gentagelsesmønster ved, helt konkret, at lade skuespillerne gentage replikker og hele scener. Det er ikke uden virkning. Og partituret giver mulighed for fornemt afstemt skuespillerteater, når kontraspillet mellem de tre bødler sætter ind i scenograf Rikke Juellunds kvælende sorte æske.

Der udgår en vældig energi fra Ann-Eleonora Jørgensens sensuelle, overfladiske Estelle, som snart krakelerer hjerteskærende, mens Peter Oliver Hansen viser ny modenhed og maskulinitet som den Garcin, han tilfører en livstræt inerti som dække for den nagende selvbebrejdelse. Og Anette Støvelbæk skræller al velkendt sødme af sig for i stedet at spille sin illusionsløse woman-eater som en hårdstegt hvæsende hyæne med hypnotisk foragt i blikket, men også et offer for udsathed, der har gjort hende ond. Flot, om ikke storslået. Skal hun f.eks. ikke passe en smule på teatermanererne i stemmeføringen?

Men altså en helvedes velspillet moderne klassiker på det dygtigt drevne Teater ved Sorte Hest, hvis sluttede, intime scenerum er den perfekte ramme om Sartres indespærrede filosofitime.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse