Hedda – hva’ det mæ da?

Demonstrativ opdatering af Ibsens »Hedda Gabler« vinder noget og taber ligeså meget.

Terrorist: Marie Louise Wille svinger håndvåben i »Hedda Gabler« på Aarhus Teater. Foto: Rasmus Baaner Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hold da op! Normalt plejer hun blot at svinge lidt med nogle gammeldags muskedonnere, Ibsens morbide heltinde, generaldatteren »Hedda Gabler« – hende, der møgkeder sig så meget i sit omklamrende ægteskab, og som længes mod noget andet og mere – hele tiden denne fablen om dionysisk »vinløv i håret« – at hun bliver destruktiv og ondskabsfuld af det. Men på Aarhus Teater lader den serbiske instruktør Anja Suša hende true sine omgivelser med en maskinpistol. Svøbt i et NATO-flag! Som bar hun hele den vestlige verdens fremfærd på sine smalle skuldre. Men ellers optræder hun snarere som en rebel, der revolterer mod den forkælede, tomme moderne luksusverden, som avler kyniske mennesker uden indhold i tilværelsen. Eller gør hun? Sådan som Marie Louise Wille spiller rollen, foregår det hele nærmest lidt spædt uforvarende. Terrorist ved et tilfælde! I begyndelsen er hun et frygtsomt offer for det hårdhændede, intimiderende miljø, hun er havnet i – gift ved et tilfælde, havnet i et guldbur – også nærmest af en slump. Siden bliver figuren mere tvetydig: Hvor bevidst er hun egentlig om den perfide intrige, hun sætter i gang, i håb om at sætte vildskaben løs og verden i brand midt i den forstenede borgerlighed? Det svarer hverken skuespiller eller instruktør på, for i virkeligheden virker det lidt, som om denne lidt barnligt-lade Hedda taber interessen for sit eget projekt, som hun betragter så underligt uroligt-skeptisk udefra. Og hendes iscenesatte martyrdød –nærmest sat på en teaterscene – virker heller ikke rigtigt, som om den for alvor interesserer nogen – inklusive hende selv. Giver hun op halvvejs?

Demonstrativt

Jo, vi går radikalt og modigt til værks med Ibsens gamle teaterklassiker, som forestillingen piller fra hinanden, vrænger ad, undertiden speeder op, og som den for enhver pris skal forbinde til nutiden. Det hele bliver noget demonstrativt monteret. Alle medvirkende er fikst på scenen hele tiden i grotesk belysning – bænket omkring luksusboligens langbord, der fylder hele sceneåbningen: Heddas sidste nadver! Med den tjenestepige (Sicilia Gadborg Høegh), der omtrent er en statist hos Ibsen, skubbet frem i forreste række som østeuropæisk slavefaktotum, der ender med at blive gruppevoldtaget af de liderlige mænd i det maskufæle samfund, der er Ibsen og, hvis vi skal tro instruktøren, også tilhører denne tid.

I sit forsøg på med vold og magt at gøre Heddas ulykke til vores, vinder instruktøren i det hele taget noget, taber endnu mere. Underteksterne er hevet frem i øjenhøjde, figurerne udleveret enstrenget som afstumpede arketyper: Jacob Madsen Kvols morsdreng af en Tesman, Heddas kedelige ægtemand, nærmest incestuøst optaget af Inge Sofie Skovbos hårde nyser af en tante Julle. Mette Døssings kælent-skabagtige veninde. Niels Ellegaards liderlige gramsebuk af en skoggerleende husven. Bue Wandahls noget søvndyssende Eilert Løvborg, som Hedda – her noget uforståeligt – ellers sætter så mange af sine forhåbninger om forløsning til. Det hele afviklet i strakt arm, med alle de knagende mekanismer frenetisk og ikke altid lige klart belyst – stadig med Ibsens mange ord nede under, uden at mange uforberedte sikkert fatter meget af, hvad der egentlig foregår. Hvor vedkommende bliver klassikeren så for sin forudsætningsløse tilskuer?

Hvad: »Hedda Gabler« af Henrik Ibsen.

Hvem: Oversættelse: Julie Petrine Glargaard. Iscenesættelse: Anja Suša. Scenografi: Helga Bumsch.

Hvor: Aarhus Teater, Scala. Til 28. februar.