Jo, jo, publikum kender godt det dér med at søge efter gamle kærester på Facebook. De nikker og fniser lidt. Men mon også de har sendt en privat besked til samme ekskæreste for at spørge, om de har glemt deres nosser hos hende?

»De var ikke særligt store, men de tilhører mig,« lyder Mikkel Schrøder Uldals efterlysning i en afsindig morsomt twistet tekst af Vase & Fuglsang, som han selv har skrevet ørehængermusik til. Og fremfører med det mest uskyldige, lettere ulykkelige ansigtsudtryk.

Hvorfor nummeret er anbragt næstsidst, er lidt af en gåde. Det er alt for godt til at blive gemt. For på mange måder er det et signaturnummer for showet »Den nøgne sandhed«. Ikke fordi de fire, lad os bare sige det lige ud, midaldrende, mænd er vattede og uden kant, men netop fordi »Har jeg glemt …« så charmerende rammer tonen og stilen i showet ind.

Ja, de ved godt, at de alt for let tilpasser sig et feminint univers engang imellem. Hvor drømmen om »En lækker model« af en bil er stoppet af skydedørene i den Berlingo, de nu kører i. Fordi den har god plads til familien.

Men det er ikke et billede af mændene som stakkels ofre for manipulerende stærke kvinder. Det er Gordon Kennedy, Farshad Kholgi, Mikkel Schrøder Uldal og Joachim Knop alt for selvironiske til i hænderne på instruktør Donald Andersen.

De fremstår som en helhed, men med hver sin lille variation over det at være mand. Selv om de nu også er ret bedårende, når de er kvinder. Hvad de er i en række små film, hvor de spiller både sig selv og deres bedre halvdel.

Her fremturer Gordon Kennedy for eksempel med, at hans kone skal slå toiletbrættet op, fremfor altid at slå det ned. Det er simpelthen så irriterende for ham!

De bedste numre ligger i anden del

Showet er lidt trægt i starten, mest fordi rækkefølgen af numrene ikke er helt optimal. Anden del har de bedste numre, såsom »Point of no return«, endnu et af Vase og Fuglsang, hvor Gordon Kennedy tørt serverer en fagligt gennemarbejdet, filmteoretisk analyse af en klassisk pornofilm.

Kvartettens indlysende musikalitet bærer showet igennem der, hvor det er svagere. Mikkel Schrøder Uldal kan spille på det meste, Joachim Knop er oprindeligt operasanger, og Farshad Kholgi og Gordon Kennedy synger glimrende.

Men hvorfor skal det være så millimeterdemokratisk bygget op, at alle skal have deres standup-tid på scenen? Lige den del er åbenlyst Fashad Kholgi og Gordon Kennedys forcer, mens Schrøder Uldal og Knop topper de andre, når det gælder sangene.

Det havde styrket, hvis deres forskelligheder var trukket skarpere op.

Mænd omkring de 30 kan jo selv overveje, om de vil ind og se, hvad der venter dem.

Eller om de hellere vil lade som om, at dagen med Berlingo, børn og banklån aldrig vil indtræffe. Alle dem over 40 – både mænd og kvinder – bør til gengæld gøre sig selv den tjeneste at kigge forbi et af de mange steder rundt i landet, hvor »Den nøgne sandhed« spiller her i foråret. For den rummer nogle charmerende sandheder om hverdagslivet i Middelklassedanmark anno 2015.

Hvad: »Den nøgne sandhed«.

Hvem: Tekster af blandt andre Vase og Fuglsang, Gordon Kennedy og Carsten Colling. Instruktion: Donald Andersen. Kapelmester: Mikkel Schrøder Uldal.

Hvor: Spiller over hele landet. Tourplan på dennøgnesandhed.dk.