»Mange spørger mig, om det ikke er fantastisk at stå der på scenen med Ghita Nørby. Og jo, det er faktisk ret fantastisk,« siger Preben Kristensen, selv en erfaren skuespiller på de danske scener, da vi møder ham og Ghita Nørby til en kop formiddagskaffe på Folketeatret forud for en af de sidste prøver på forestillingen »Sarah«.
Det to har kendt hinanden i mange år og har længe gerne villet arbejde sammen, men først nu lykkes det.
»Ghita var jo begyndt at filme allerede, da jeg blev født, og jeg har set dig i biografen og altid vidst, hvem du var, lige siden jeg var en lille dreng,« siger Preben Kristensen. »Så jo, det er faktisk ret stort det her. Og det allerstørste er i virkeligheden, at jeg føler, vi betragter hinanden som ligemænd. Det er ikke alle, der gør det, og derfor er det meget vidunderligt.«
Ghita Nørby er ikke mindre glad for samarbejdet.
»Vi har haft det så sjovt sammen, det har været nogle utroligt morsomme prøver,« siger hun. »Preben er et af de sødeste mennesker, jeg har mødt og arbejdet sammen med.«
Vi skriver 1922. Den store franske skuespillerinde Sarah Bernhardt, der i årtier har betaget verden med sin suveræne sceneteknik, sin karismatiske udstråling og ikke mindst sit sensationelle privatliv og sin sans for selviscenesættelse er i sit livs aften.
Nu herser hun rundt med sin trofaste kammertjener og sekretær, George Pitou, som hun dikterer sine memoirer til.
Undervejs får hun ham til at spille alle birollerne i sit livs drama, mens hun oplever sine største triumfer, men også de mere dystre stunder.
Det er handlingen i den amerikansk-canadiske skuespilforfatter John Murrells både rørende og humoristiske kammerspil med Ghita Nørby og Preben Kristensen i rollerne som det umage, men dog nært forbundne par.
»Jeg vil kalde det et venskabs-kærlighedsforhold. De er fra to forskellige verdener, men også dybt forbundne med hinanden. Den ene kan ikke bestå uden den anden,« siger Ghita Nørby. »Og selvfølgelig handler det om Sarah Bernhardt og hendes sekretær, men det handler også om, at det er en stor, stor gave i livet for alle mennesker, hvis man er så heldig at finde sådan et venskabs-kærlighedsforhold.«
Preben Kristensen supplerer: »Det er et meget smukt forhold på trods af, at de siger nogle frygtelige ting til hinanden. Den måde, de reagerer på begge to, når der sker nogle store ting, viser, at de betyder rigtig meget for hinanden,« siger han.
»Hun behandler ham som en tjener, men han er sekretær. Han er en meget velopdragen ældre herre, meget pernittengryn og pertentlig. Ingen udskejelser med ham. Faktisk tror jeg, han er jomfru – altså nærmest Sarah Bernhardts diamentrale modsætning. Men jeg synes faktisk, at han er sådan en sød mand, og jeg tror også, hun er meget glad for ham.«
»Sarah« er på samme tid en hyldest teatret og en meget bramfri kommentar til, hvad en livslang karriere som dedikeret og feteret skuespiller gør ved et menneske.
Sarah Bernhardt debuterede allerede som 18-årig på scenen, 23 år gammel rejste hun til England, hvor hun snart blev den førende skuespillerinde på Londons teatre. Hun turnerede over hele verden og opnåede som den første skuespiller international stjernestatus, og på trods af, at hun i 1914 fik amputeret sit ene ben, fortsatte hun med at optræde lige til sin død. Hun havde skiftende kærlighedsaffærer, men giftede sig aldrig. Ud over teatret var hendes eneste virkelig store kærlighed sønnen Maurice, som hun fik med den belgiske adelsmand, Prince de Ligne. Det var i hans arme, hun døde i 1923.
»Det er jo en stor skæbne at være et væsen, næsten et monster, som Sarah Bernardt. Og som regel aldrig en lykkelig skæbne. Den kan være lykkelig i momenter på scenen, men det liv og den livsførelse, hun har haft, er sjældent det, der gør et menneske lykkeligt,« siger Ghita Nørby.
»Javist, hun var berømt over hele verden, men bliver du lykkelig af det? Der er ikke tvivl om, at hun har været en meget, meget stærkt kvinde og haft et meget barsk liv. Hun har bestilt afsindig meget, men også, tror jeg, været ret ensom. Der er ikke nogen, der kan holde sådan et menneske ud i længden. Men jeg synes, hun er herlig. Hun har et meget stort livslune, stor selvironi – og latter. Det er vel også derfor, hun kunne overleve det liv, hun levede.«
Uden at sammenligne i øvrigt kan Ghita Nørby sagtens sætte sig ind i den passion for teatret, der fik Sarah Bernhardt til at gå på scenen lige til sin død.
»Når folk siger til mig: »Skal du ikke snart holde op, hvorfor er du ikke pensioneret?« Så må jeg bare glo måbende på dem og spørge: Hvad mener de med det? De forstår ikke mig, og jeg forstår ikke dem. Det er ikke inde i min tilværelse overhovedet at holde op med at arbejde. Det er jo mit liv, min livsstil. Mit arbejde er en livspisk – og en livspris. Der er ikke noget at gøre,« siger hun og tilføjer:
»Når Sarah Bernhardt taler om, at hendes »virkelige liv« er ved at være forbi, er det jo sit liv på scenen, hun taler om. De fleste mennesker lægger deres arbejde fra sig, og så går de hjem. Sådan er det ikke for os skuespillere, vi har altid et eller andet kørende.«
»Men når hun hele tiden vender tilbage til dengang, hun stod på de største scener og blev hyldet – og nu sidder hun her, med træben, så er det ikke fordi hun har ondt af sig selv. Hun undrer sig bare over, hvor det hele blev af,« siger Preben Kristensen. »På den måde er vi »kunstnere« jo nogle mærkelige nogen. Det, vi laver på teatret, er så forgængeligt, det er lige her og nu. Jeg kan ikke huske, hvem der sagde, at det »at lave en rolle, er som at hugge et kunstværk i sne.« Men det er jo sådan, det levende teater er.«
Både Ghita Nørby og Preben Kristensen har gennem karrieren arbejdet med både film og TV, men for dem begge har »det levende teater« en helt særlig status. Og de ser begge med bekymring på de senere års faldende publikumsinteresse for teatret som kunstart.
»Teatrets styrke er jo samspillet mellem de mennesker, der sidder nede i salen, og de mennesker, der står på scenen. Kun sammen oplever de det øjeblik, hvor det sker. Og det kan være en meget stærk oplevelse, uanset om der er fulde huse, eller der kun sidder tre i salen, fordi vi oplever i samme åndedræt,« siger Ghita Nørby.
»Teatrets liv er et åndedræt og et levende væsen. Det er også det, der gør teatret en lille smule livsfarligt. Og jeg kan kun lide teatret, hvis det er livsfarligt,« tilføjer hun. »At spille teater er som at sidde på ryggen af en tiger, du ved aldrig, om du bliver smidt af og ædt. I virkeligheden tror jeg, det er det, der får mig til at blive ved, selv om jeg snart er 80.«
»Men desværre er teatret jo ikke det sted, hvor der kommer flest publikummer i øjeblikket, og det er vanvittig trist,« konstaterer Preben Kristensen. »Det har noget at gøre med, at man dyrker amatørismen i en grad som aldrig før. Dermed siger jeg ikke, at der er noget i vejen med at være amatør, men der er noget i vejen med, at et helt samfund vender sig mod amatørismen og siger, at det er det bedste i hele verden.«
Ghita Nørby skyder ind: »Det er også derfor, jeg ikke bryder mig om X Factor og alle de andre udsendelser, hvor folk skal gøre noget, de ikke kan. Hvis jeg skal have bygget et nyt køkken, ringer jeg jo heller ikke til min frisør.«
Alligevel er de begge overbevist om, at det levende teater nok skal overleve – i det lange løb:
»Jeg har stadig den fuldstændig faste overbevisning, at hvis bare vi gør det bedste, vi kan, skal vi nok få kvalitetsniveauet i folks bevidsthed op igen,« siger Preben Kristensen. »Jeg tror ikke, man kan tvinge folk i teatret, f.eks. ved at lave særligt teater for unge. Vi skal bare lave godt teater, så skal de unge nok også komme.«
Ghita Nørby er enig:
»Det levende teater er det stærkeste, der overhovedet findes. Der vil altid være nogle, der gerne vil høre en god historie, og nogle, der gerne vil fortælle den. Og så et lejrbål, og det er selve dramaet. Det er jo urgammelt. Om alt andet bliver revet ned, finder vi nok et sted, hvor vi kan sidde og fortælle en god historie.«
»Sarah« har premiere på Folketeatret 15. april og spiller til 12. maj.
