Skal vi have et barn? Tør vi? Vil vi? Kan vi overhovedet forsvare at sætte kommende generationer i verden med tanke på den vej, det hele går? Med tanke på alt det, der truer, og som er ved at sende den planet, vi bor på, til tælling, lige meget hvor fornuftige forbrugere vi prøver at være. Tanken om et barn fødes i en kø i IKEA, for de to på scenen – veluddannede, moderne mennesker et eller andet sted omkring de 30 – elsker vist nok hinanden. Men er det nok i en verden, hvor den mest fatale handling, man kan foretage, hvis man ønsker at redde verden, er at sætte børn i den? Længe går diskussionen frem og tilbage i Duncan McMillans britiske og meget ordrige teaterstykke »Ilt«, som Husets Teater spiller med Tilde Maja Frederiksen og Thomas Hwan. Skal-skal ikke? Ingen uoverlagte beslutninger! Alt vendt og drejet lettere neurotisk af to mennesker – især hende – for hvem uoverskueligheden og ubeslutsomheden er et livsvilkår, for hvem det at se en sag fra alle sider nærmest bliver lammende for livsudfoldelsen.
Intimt-nærgående dialoger
Denne talen sig ind på og forbi hinanden, teoretiseren af det der bare skal leves, turde være genkendelig for mange. Og hvad alt det angår, føles det britiske topersoners stykke som dramatik til tiden med den både vittige og følsomme, intimt-nærgående dialog kvikt oversat af Lars Mikkelsen og Simon K. Boberg.
Iscenesætteren Christoffer Berdal har loyalt fulgt dramatikerens anvisning: Scenen er nøgen, bortset fra de mange elpærer i loftet, der minder os om, at lyset måske engang slukker. Det hele skal tage næring af dialogen mellem ham og hende og forvaltningen af den, og den er i sikre hænder på Husets Teater. Tilde Maja Frederiksen og Thomas Hwan spiller aldeles glimrende og med stor fælles musikalitet i de lynsnare replikskifter og variationer over den frustration, de begge føler i deres pendlen frem og tilbage mellem at ville, men have svært ved at kunne. Hun stritter af kvindeligt temperament. Han er mere tilbagelænet med vittige bud på mandens forsøg på at forstå. Hvad hverken de eller opsætningen dog kan sløre, er – slet ikke mod afslutningen – at den veltilrettelagte tekst inderst inde er en lidt rigeligt ferm, bittersødt kalkulerende romantisk klichékomedie, der strengt taget ikke når til de indsigter, den kunne. Den er moderne underholdningsteater snarere end forestillingen, der får verden til at gå under.
Hvad: »Ilt« af Duncan MacMillan.
Hvem: Oversættelse: Lars Mikkelsen og Simon K. Boberg. Iscenesættelse: Christoffer Berdal.
Hvor: Husets Teater. Til 11. oktober.
