Er det muligt ikke at blive i godt humør af Riddersalens 100-års fødselsdagshilsen til sig selv –kabareten »Som var det i går«? Kan man overhovedet lade være med at holde af den?
Den er på alle måder alt det, teatret ude på Frederiksberg står for. Gennemsyret af en tro på det sjove og det skæve, det finurlige og det fornøjelige. En forladen sig på alt det, der forener os som mennesker, snarere end skiller os ad. Eller som Jytte Abildstrøm siger det: »Man skal ikke lade sig slå ud og da slet ikke af kendsgerningerne.«
Det begynder som et pudsigt lysbilledforedrag af teaterforstander og pegepind Signe Birkbøll, knold i nakken og fortællebrillen på, der giver os de indledende runder af den nogenlunde troværdige historie om det gamle teater.
Det, der begyndte som sangerindepavillon med frække damer, udviklede sig til byens bedste avantgardeteater, inden fru Abildstrøm rykkede ind med alt, hvad det indebar. Undervejs runder vi dem alle sammen – fra Liva til Lulu til Lily. Fra Bertolt Brecht til Storm P. Fra Erling Schroeder til en af teatrets mange handskedukker. Krydret med fællessang på nogle af de gamle viser til forstemt klaver.
Men det ville jo ikke være Riddersalen, hvis ikke den nostalgiske, fremadskridende fortælling om alle teatrets op- og nedture blev afbrudt af det, der er hele teatrets væsen. For bedst som vi er i gang, toner teatrets dårende dejlige diva, teaterspøgelset Daimi, frem i sine afsindige udklædninger for at afspore historien og give en stribe andre melodier, hvoraf de fleste har givet genlyd i den hyggelige Riddersal.
Med kosteligt blink i øjet og selvfølgelig primadonna-aura, venlig og verdensfjern, er hun forestillingens spar to. Folkets kærlighed, hendes styrke!
Assisteret af to venligt smilende unge herrer, teaterskoleeleverne Mathias Rahbæk og Morten Hee Andersen, der med engleblid tilstedeværelse og renfærdig ungdommelighed viser netstrømpeben i de knaldrøde stiletter og leger med flerdoblede damepusselanker og optisk illusion i mimiske intermezzoer.
Hvis de da ikke med uskolede stemmer afsynger endnu flere af de gamle hits, for eksempel en morsom opdatering af »Man binder os på Mund og Haand« som boyband assisteret af musikerne Henrik Silver og Hans Find Møller – leveringsdygtige i alskens slags toner, også de skæve, på et arsenal af instrumenter.
Jo, Riddersalens halvanden humørtime har charme, vid og smittende varme. Den er en lidt ujævn, men festlig slentretur gennem teatrets omskiftelige historie. Alder er ingen hindring.
Hvad: »Som var det i går«.
Hvem: Instruktion: Geir Sveaass. Koreografi og medinstruktion: Charlotte Munksø. Scenograf: Julian Toldam Juhlin.
Hvor: Riddersalen. Til 22. oktober.
