Erling Jepsens entre på fjernsynsskærmen var med det groteske og blodige TV-spil »Polledreng vender hjem« for 32 år siden. De, der så det, glemmer det næppe: Et forældrepar tager imod den fortabte, voksne søn i parcelhuset og kvitterer ved langsomt, men sikkert at tage livet af ham for at lægge den døende søn i tremmesengen, hvor han kom fra.
I det nye stykke, »Hovedløs sommer«, sker det omvendte: De voksne børn hævner sig på de forældre, der egoistisk har haft travlt med at realisere sig selv uden blik for deres oversete børn. Forældreopdragelse kaldes det hos Jepsen, når den ældre generation får lov at bøde for deres undladelsessynder.
Eller gør de nu også det? For Jepsen er Jepsen, og heller ikke i gyserkomedien på Det Kongelige Teater serveres endegyldige sandheder. Hvad er fantasi, hvad er virkelighed? Skal den chokerende slutning - en sådan må en ægte gyser naturligvis have - tages for pålydende? Det må tilskueren selv rode med, og så kender vi forfatteren og hans leg med skin og væren, sandhed og flimrende fantasi. Kald det bare psykotisk realisme, det har andre gjort.
Hvor meget af det, den unge billedkunstner Emilie husker, er sket? Hvad foregik der egentlig ude i det hus på bølandet, som hun som teenager sammen med lillebroren tvinges til at flytte til, da far og mor går fra hinanden, og mor bliver lummer på den unge mand, hvis forældre er omkommet, og som pludselig dukker op og begynder at lægge an på både mor og datter?
Er de groteske - og efterhånden også temmelig voldelige - tildragelser datterens erindringer, der er størknet til sandheder? Er hendes talentfulde collager, som en nytildigtet rammefortælling med en kunstfernisering handler om, en nådesløs afsløring af fortrængte begivenheder med alle deres afklippede hoveder, voldelige tableauer og seksuelle undertoner, eller er de det pureste opspind?
»Du tager udgangspunkt i noget selvoplevet og mytologiserer det,« ræsonnerer hendes kunstlærer, da han har fået oprullet det meste af de gysende begivenheder, som vi får fortalt i flashbacks.
Et budskab, som sagtens kunne være beskrivelsen af Erling Jepsens eget forfatterskab solidt plantet på gyngende grund mellem biografisk materiale og fiktion, mellem lig i lasten og den groteske videreudnyttelse af dem.
»Hovedløs sommer« får altså på sin egen sort-humoristiske facon sagt både noget om den kunstneriske skabens betingelser, men så sandelig også noget om barnets løsrivelse fra forældrene som en blodig affære, om erindringen som en personlig sag. Hovedløst? Ikke helt.
Leg med gyset
På Det Kongelige Teaters Lille Scene, hvor vi er dejligt tæt på skuespillerne, får instruktøren Madeleine Røn Juul med forbilledlig klarhed sat skik på det hele i Marianne Nilssons særdeles funktionelle klatrescenografi af sommerhustræ. Instruktøren går til opgaven med en sikker sans for en tilsyneladende realisme i spillet, man naturligvis ikke skal lade sig narre af, for snart krydser vi grænsen til underbevidsthedens hængedynd og en muntert manipulerende leg med gyset kan sætte ind.
Og spillet er glimrende hele vejen rundt. Med Marie Dalsgaards intense Emilie som et både skrøbeligt og trodsigt centrum, kastebold mellem sin flagrende, skingert-fjollede mor, som Meike Bahnsen behørigt spiller uden mange forsonende undertoner, Henrik Jandorfs fraværende far og Thue Ersted Rasmussens charmerende psykopat af en katalysator. Sidstnævnte er et indlysende talent, man gerne vil se meget mere til.
Læg dertil Tom Jensen i den utaknemmelige rolle som Emilies hamrende normale professortilhører, Anne Birgitte Lind Feigenberg som morens vulgære veninde og parret Merete Voldstedlund og Anders Hove som hårdt monstrøst prøvet forældrepar. Stærkt underholdende generationsgyser på det teater, hvor Jepsen har været savnet alt for længe.
