Godt Peer Gynt, halvt ...

»Peer Gynt« er en flot, visuel tour de force på Republique, men forestillingen savner et hjerte.

Peer Gynt uden kerne. Tammi Øst og Jens Jørn Spottag slider i det i »Peer Gynt«. Foto: Per Morten Abrahamsen. Fold sammen
Læs mere

Huhej, hvor det går. Det er, som om teatret Republiques flotte, kondenserede billedudgave af Henrik Ibsens dramatiske digt »Peer Gynt« pludselig sætter farten op for at nå til vejs ende. Drejescenen roterer effektivt i et mareridtscrescendo, der fører den flyvske fantast Peer tilbage i armene på den trofaste, længe ventende Solveig, som han forlod dengang for mange år siden, men som sidder klar derhjemme efter verdensmanden Peers mange år ude i den store verden.

Det er sådan set også meget flot, det med den roterende scene og billederne, der kastes i hovedet på os i takt med, at scenen hvirvler. Men det pludselige hastværk peger også på det, der ender med at blive problemet i en opsætning, som ellers tilsyneladende har villet så meget.

Den gamle Peer erkender langt om længe, at han har været sig selv nok, at hans jagt på sig selv er havnet i det rene ingenting.

Han kommer muligvis hjem og i hus efter et liv i uansvarlighed, men gør forestillingen nu også det? Kommer helt i hus, altså? Bedst som den skulle til at tage sig sammen og nå frem til, hvad den egentlig ville med Ibsens fantastiske og fabulerende, romantiske, dramatiske digt fra 1876, et eventyr, der tager os Jorden rundt med den omkringfarende Peer, sker der ikke så meget. I hvert fald ikke noget, som for alvor forplanter sig til sin tilskuer. Der er noget kuldslået over det hele, selv der, hvor kærlighedens og bestandighedens mirakel skal indtræffe.

Den kan, som sagt, så meget, forestillingen, men kan den også for meget i sit ødsle, men også noget forpustede anslag?

Jens Jørn Spottag og Tammi Øst er de eneste skuespillere på scenen og bakkes op af dygtige dukkeførere. Hun er et helt teater i sig selv i partierne som alle figurerne om bondesønnen Peer – indimellem sin egen festforestilling af en lydkulisse, siddende på en stol med stemmen som våben. Hvis hun da ikke lige har travlt med at spille på tuba eller på andre måder akkompagnere med smuk, musikalsk parafrasering over Griegs berømte musik. Sikke en skuespiller.

Kerneløse Peer

Og Jens Jørn Spottag kan sagtens spille Peer på den enkle maskulinitet, der er et af hans særkender, passende naiv, passende fantastisk.

Men hvad med den erkendelse, der rammer Peer til sidst? Kan vi mærke den? Og er vi egentlig interesserede, sådan som forestillingen hele vejen igennem har haft travlt med at spalte ham ud i masker og dukker, selv om man godt forstår instruktørideen om en uddelt fysisk gestaltning af den kerneløse Peer? Ham, hvis psyke er sådan, at når du skræller ham som et løg, er der aldrig en midte? Det er sådan set også forestillingens problem som helhed. Den mangler et hjerte i al sin distance.

Rundt om personerne skaber instruktøren Rolf Heim, en prægtig billedmager, et temmelig uhyggeligt eventyrrige – godt hjulpet af amerikanske Phantom Limb Company, der har stået for scenografi og for de dukker, der blander sig i handlingen. I de mange volterende billeder er der mageløse øjeblikke i samspil med dukker i alle formater og anonyme silhouetter. Men hvad betyder noget for alvor? Det spørgsmål stiller Peer Gynt sig for sent. Det gælder også forestillingen om ham på Republique.

Hvad: »Peer Gynt« af Henrik Ibsen.

Hvem: Iscenesættelse: Rolf Heim. Scenografi og dukker: Phantom Limb Company.

Hvor: Republique, Store Scene. Til 15. februar.