Endelig lidt kvalitetstid sammen! Ungdomsvennerne Johannes, David og Rune skal genforenes i det Warszawa, hvor de var på interrailtur efter folkeskolen. Nu opgraderet til en suite på det mondæne Hotel Bristol.
Drengerøvene er blevet omkring 30 – snart godt på vej ind i voksenlivet. Og alt kan naturligvis ikke være som dengang, selv om polterabendarrangøren Johannes lidt anstrengt prøver at sætte det hele i scene for vennen David, der er blevet gift i hast.
David har kæmpet med en alvorlig kræftsygdom – hvor rask er han egentlig? – og også den rastløse gymnasievikar Johannes med de urealiserede forfatterdrømme fornemmer tydeligvis, at fælden er ved at klappe. Tiden er gået, uden at han føler, han har meget at vise til trods for, at han både er gift og har en søn på tre.
Nogenlunde sådan er udgangspunktet i Thomas Levins nye stykke, »Warszawa«, på Teater Grob. Mens vi venter på Rune, der aldrig dukker op, ryger sjusserne ned. Johannes kaster sig ud i en verbal tsunami af sniksnak og genoptager en flirt med gymnasieforelskelsen Louise, der som runner render rundt på hotellet, hvor en international film er ved at blive optaget.
David vender sig indad og sniffer coke med en amerikansk filmskuespiller i eksistentiel og kunstnerisk krise.
Thomas Levin, der i denne sæson også har skrevet den meget vellykkede komedie »Hotel Nelson«, beviser endnu engang, at han har en glimrende evne til at skrive både spilbare situationer og ikke mindst replikker, der klinger af naturlig nutidighed.
Han har faktisk også en nænsom lille historie om mænd, der er ved at mærke livets alvor, og som skal til at tage sig sammen for at blive voksne – et budskab om at tage tilværelsen alvorligt.
Trukket i langdrag
Tonen og situationen er de dygtige Jens Sætter-Lassen og Cyron Melville fuldt ud i stand til at gribe med fornem musikalitet i den realistisk farvede replikføring, Teater Grob dyrker – her i Per Scheel-Krügers iscenesættelse.
Man tror på deres venskab, man tror på deres karakterer. Med en fin Mia Lerdam som den dumme, sexede Louise – symbol på noget af det, der skal tages afsked med.
Men i denne omgang har Levin slet ikke styr nok på sit materiale. Den alt for lange anden afdeling kører af sporet og får først i den afsluttende scene lidt af den eksistentielle fylde, første akt ellers lægger op til.
Malte Joe Frid-Nielsens larmende, entonige amerikanske filmstjerne er tildelt alt, alt for meget sendetid til sin uinteressante cokerus, og Davids flirten med sin jødiske baggrund – bedsteforældrene var polske jøder under Anden Verdenskrig – forbliver underligt uudfoldet til trods for eskapader i Hitler-uniform. Skulle han ikke være skrevet helt ud af manuskriptet? Så gik der tid med det.
Men det, der kunne være blevet et godt lille generationsportræt og et stykke om mænds venskab, trækkes i langdrag og saboteres af dramatikeren selv.
Og når nu serien indskriver sig i Teater Grobs ambitiøse projekt »Det 6. kontinent«, som gennem seks nyskrevne forestillinger skal skrive sig ind på, hvad det vil sige at være dansk i en globaliseret tidsalder, må man også tilføje, at den bruger sin polske ramme til meget lidt. Ærgerligt.
Ikke mindst med tanke på, at Jens Sætter-Lassen og Cyron Melville spiller de to mænd i midten med så gnistrende talent.
Hvad: »Warszawa«.
Hvem: Manuskript: Thomas Levin. Iscenesættelse: Per Scheel-Krüger Scenografi: Marianne Nilsson og Anne Mette Drivsholm.
Hvor: Teater Grob. Til 12. april.
