De er ikke længere, hvad de var. Og der er ikke mere tilbage. 26 millioner er forsvundet, far er forvandlet til støv i en urne og nu sidder den 86-årige mor og hendes datter – hjemmeboende på 59. år, intet mindre – og går hinanden på nerverne i en skodlejlighed et sted i Portugal. I det hele taget er deres tilværelse ligeså tilstoppet som det lokum, der hele tiden skal ordnes for at kunne skylle ud. De handlende giver snart ikke længere på klods, og den eneste trøst er den rødvin, der ryger ned, mens de leger drømmelege, som fører dem tilbage til et sorgløst liv i overflod. Dramatikeren Jakob Weis har på Aveny-T dramatiseret og fantaseret videre på Eva Mulvads dokumentarfilm »The Good Life«« om to kvinder, udlandsdanskere, der tilsyneladende var strandet i livet efter at formuen for længst var formøblet. Ude af stand til at tage kampen op med den almindelige tilværelse, de aldrig havde kendt.
En bizar, dramatisk situation, som på mange måder er fastlåst, også på teatret under titlen »Det gode liv«. Det er hele pointen. Og derfor er Weis’ eneste mulighed også at forsøge at strække tilstanden, så godt han kan, lukke op for fortiden og årsagsforklare. Hvad gik der galt? Den del er overladt til moren, som en glimrende Ghita Nørby efterhånden får ud af den slidte silkepy, de luntende gammelkonemumlerier under den grå page og den morsomme blend af vantro og afsky, der tegner sig i hendes levende ansigt, mens datteren trykker hende tilbage i sofaen med sine evige, eskapistiske ævlerier.
Askebad fra urnen
Det er moren, dramatikeren lader gennemskue den betændte fortid og overlader nøglerepillerne: »Vi var ikke lykkelige, vi vi var rige«, »Hvorfor spildte vi så meget tid?«. Først i samtale med Peter Oliver Hansens vege ægtemand og uansvarlige far, der dukker op som blidt spøgelse og samtalepartner. Siden i direkte konfrontationsterapi med datteren, der nægter alvoren i øjnene. Ved siden af kører en kostelig Tammi Øst sit eget diskante, furiøst-eksalterede replikvirtuoseri som den infantile, overgemte datter, der aldrig har lært at tage vare på sig selv: »Work er bare taboo for mig!« Jo, vittige replikker er der nok af i en forestilling, som kan ses for det underholdende mundhuggeri og vittigt pågående spil.
Kamilla Wargo Breklings overraskende traditionelle iscenesættelse får muligvis ikke helt integreret de tre karakterer - det er igen pointen, men endnu en af dens dramatiske udfordringer i en forestilling, der må ty til grotesk formegethed - post-Norénsk askebad fra urnen for eksempel for at nå i mål. Det bliver ligesom både for meget og for lidt på samme tid.
Hvad: »Det gode liv«.
Hvem: Manuskript: Jakob weis efter Eva Mulvads dokumentar film »The Good Life«. Iscenesættelse: Kamilla Wargo Brekling. Scenografi: Jon Stephensen. Kostumer: Maja Ravn.
Hvor: Aveny-T. Til 12. april.
