»Mine damer og herrer: Hvad enten I kan lide det eller ej: Hedwig« . Sådan åbner New Yorker-kulthittet »Hedwig and The Angry Inch«. Jo, det er nye tider på Nørrebro Teater med ungdommelig fernis på facaden, i baren og på scenen. Hvad enten I kan lide det eller ej.
Og hvem er så denne Hedwig? Hedwig er en østtysk, transseksuel glamrockdronning, der er brudt igennem både Berlin- og kønsmuren, og som nu – i en slags kombineret rockkabaret og sjælelig striptease – ser tilbage på sin smertefulde historie med skarptunget selvironi og sørgmodighed. På en rejse, der først og fremmest har handlet om at finde sin anden halvdel. At blive hel. Alene og sammen med en anden. Den vrede tomme? Det er både navnet på Hedwigs band og på den stump, der er tilbage, de sørgelige kødrester fra en kønsskifteoperation, der gik galt, da Hedwig forvandlede sig til sin egen skabning. Ikke ligefrem »Sommer in Tyrol«, vel?
Med popstøvler, miniskørt, Madonnahår og blåt på øjnene entrer Anders W. Bethelsens scenen. Han ligner mest af alt en småfornærmet Paprika Steen. Kønsforvirringen bliver en smule mere begrænset af Anders W. Berthelsens bastante figur – noget fnug er han jo ikke. Har han nu også overgivet sig helt til sine feminine sider? Drag-dronningens syrligt spidst smældende replik i publikums-attacken ligger ikke helt naturligt for ham.
Helt oppe at ringe
Med Anders W. Berthelsen i rollen bliver »Hedwig ...« aldrig hverken campet latterfest eller fræsende rockshow, hvis nogen har de forventninger. Hans fortolkning af Hedwig har ikke den grad af fandenivoldsk, foruroligende identifikation, der kunne gøre ham/hende til den grænsesløse overskudsfurie figuren vel også kan være.
Til gengæld har hans tilbageholdne, nærmest lakoniske deadpan-fjæs og lavmælte stemmeføring en poetisk og resignerende, livstræt smerte, som gør indtryk. Navnlig i sangene, fint sunget med glimrende, hæst hviskende rock’n-roll-stemme, etablerer han en skær inderlighed, der virker. Mikala Bjarnov Lages lidt introverte iscenesættelse, i Maja Ravns mørke, prunkløse udstyr, betoner først og fremmest den melankolsk-eftertænksomme side af sagen. Uden at sentimentalisere. Sådan kan man også spille teksten. Sat på scenen som en nærmest meditativ smertensvej, der kulminerer flot, når Hedwigs svigefulde unge elsker, drengen hun gør til rockstjerne, synger sin afsluttende sang om tilgivelse. Diminutive Mads Langer, også aftenens kapelmester, får forestillingen helt op at ringe med sit følsomt-aggressive foredrag. Sikken stemme.
På sin egen, stilfærdigt smukke og livskloge måde bliver »Hedwig« et stykke køns-subversivt teater, der viser os, at livet er langt rigere, langt mere kompliceret og langt smukkere, end vi troede.
Løft dit hoved, du raske trans! En bevægende historie om at være i evigt eksil. Fra sit land, Fra kærligheden. Fra sig selv. Kønsskifteoperationen lykkes.
