Fascistisk ungdomsforestilling eller et spejl for risikosamfundets grasserende fremmedangst?
Man kan godt være i tvivl, når man forlader Teater Vs 10 års jubilæumsforestilling, »Sange for freden«. Det er måske ok al den stund, at man så selv tvinges til at tage stilling til temaet, men måske også lidt problematisk, da det er fuldt muligt at afkode historien 1:1, eftersom dens undertitel lyder: »En hyldest til de hvide fugle«.
Hvidt er hvidt, og sort er sort, og man kan med et let omskrevet Rudyard Kipling-citat sige: »aldrig skal de to mødes« i denne fabelfortælling om at gøre sit hjerte hårdt i forsvaret for sine værdier, hvorved man – som jeg antager, pointen skal læses som – netop svigter samme værdier.
Hvide Ørn overtager tronen fra sin far, der netop er død af den sorte (!) syge. Ørn er ung og usikker, men støttes af den varme Sol og vinder sine undersåtter, spurvenes, hjerter med sin bløde, humanistiske tale om kærlighed og tillid.
Hans bedste ven, den sorte Ravn, savner de andre ravne, der er forvist af Ørns far. Ørn forsøger at dæmpe Ravns savn med den mekaniske Guldfugl, der danser som en teknologisk drøm, men også behændigt optager samtaler. Publikum indser derfor hurtigt, at Ravn er en skidt og svigefuld karakter, mens tiøren er noget længere om at falde for den godhjertede Ørn.
Først da hans nærmeste trues af de blodtørstige ravne, træder Ørn i karakter som macho-fugl og bruger sine principper som alibi for udrensning af de sorte, mens de hjernevaskede Spurve hylder deres genfødte hersker. Sådan kan det gå i fugleland, og sådan kan det også gå i verden, hvis vi bruger vold til at forsvare friheden med.
Benjamin Kitter spiller flot på alle tangenter som den svigefulde Ravn, mens Andreas Jebro fint formidler den bløde, selvtvivlende Ørn. Filippa Suenson er godt moderet som den klartskuende Due, og Josephine Raahauges Guldfugl genopliver electric boogien med bravour. De ti unge fra altid innovative Teater Vs nye unge-væksthus giver fylde som forpjuskede spurve og klamme ravne.
Pelle Koppel har iscenesat i en naiv, tegneserieagtig stil, fint suppleret af Rikke Juellunds abstrakt-fabulerende skovscenografi, der også er at ligne med samfundets kasser og båse, og Kirstine Fogh Vindelevs kompositioner, der mest lyder som en variation over »Mormors Kolonihavehus« tilsat elektrorytmer.
Universet fungerer således godt i sin egen ret, men den totale mangel på ironi, undertekst, sprækker i den aldeles sort-hvide historie sætter nok tanker i gang, om hvor det vestlige værdifællesskab er på vej hen, men løber i høj grad også faren for at blive opfattet bogstaveligt og dermed henholdsvis annammet eller afvist alt efter politisk ståsted.
Hvad: »Sange for freden. En hyldest til de hvide fugle«
Hvem: Dramatiker: Alexandra Moltke Johansen. Instruktør: Pelle Koppel. Komponist: Kirstine Fogh Vindelev. Scenograf: Rikke Juellund.
Hvor: Teater V. Til 4. december.
