Frihed under lup i nyt, dansk drama

Svømmetalentet Helena (Mette Kjeldgaard Jensen) stræber mod friheden i Himmelen uden fugle på Odense Teater. Foto Emilia Therese Fold sammen
Læs mere

Odense Teater satser på sin lille scene Værkstedet prisværdigt og talstærkt på ny, dansk dramatik af Julie Maj Jakobsen, der efterhånden har slået sit navn fast med stærkt ordteater om svære emner. Denne gang gælder det den eksistentielle frihed, som Jakobsen udforsker via en gruppe mennesker, der er forbundet med hinanden på kryds og tværs.

Simon forlader fængslet efter 8 år for vold med døden til følge og konfronteres derfor med den ganske skræmmende form for frihed uden for murenes trygge helle. Inden da har han gjort fængselsbetjenten Diana gravid. Hun er adoptivsøster til Martin, Simons ungdomsven, der har forladt sin kriminelle løbebane til fordel for lægen Hanna. Hanna har en affære med sin kræftpatient Bo, der er gift med Lotte, der er Dianas biologiske mor, hvilket kun hun selv og hendes yngre datter, svømmetalentet Helena, ved.

Forvirrende soap-struktur? Egentlig ikke. Tværtimod tilpas flygtigt og overraskende som livet selv, hvor vores handlinger og de mennesker, vi møder, former os og nogle gange får os til at svæve frit, andre gange låser os fast. Alle søger de friheden – i parforholdet, i sex, i stoffer, i børnene, men som titlen med dramatikerens ord hentyder til, er »friheden tom. Ligesom en himmel uden fugle«. Forestillingen udpeger fint, at frihed ofte associeres med ansvarsfrihed, og at denne form for frihed er illusorisk i en verden sammen med andre - og sammen med sine egne gode og dårlige sider.

»Himmel uden fugle« er egentlig taleteater, men de mange intense dialoger brydes dels af replikkernes skift mellem først- og tredjeperson, og dels af non-verbale sekvenser, der i de bedste tilfælde indfanger oplevelsen af frihed og fangenskab. Det fungerer godt i Simon og Dianas kraftfulde favntag og i kernefamiliens symbolske tilt i Bo og Lottes parcelhushave, mens andre sekvenser er mindre motiverede og som visse replikker noget klicheprægede.

Grebene i denne hybridform får os til svinge frugtbart mellem indlevelse og distance, men blev til premieren forstyrret af, at forestillingens rytme og nogle replikker ikke var helt på plads. Det kommer og så vil ”Himmel uden fugle” lette fint med slutbilledets blide a capella-sang som et håb for de forslåede sjæle.

Ensemblet er godt sammensat, særligt fremhæves skal Peter Gilsforts flot nuancerede, dødsdømte Bo, der rammes af helbredelsens frihed, Morten Brovns tilpas intense, rodløse Simon, og Louise Davidsen og Mette Kjeldgaard Jensen, der får på forskellig vis skaber gode unge kvindefigurer som de to halvsøstre, der på hver sin måde er mærket af morens dispositioner.

Himmel uden fugle

Tekst: Julie Maj Jakobsen. Instruktør: Jens August Wille. Koreograf: Sofie Christiansen. Lyddesign: Todd Sarfaraz. Lysdesign: Mikkel Givskov. Odense Teater. Til 6. maj.