Friends med asylansøgere er dødsygt teater

Teater med asylansøgere i rollerne fra TVs sitcom »Friends« skulle være forblevet en god idé.

At lade asylansøgere genindspille TV-serien »Friends« er en tvivlsom øvelse. Fold sammen
Læs mere

De hedder det samme som på skærmen: Rachel, Ross, Monica - og så fremdeles. Deres dagligstue ligner også den fra TVs sitcom til forveksling, garneret med TV-studiets kameraer, ledninger og lamper. Men dagens skuespillere er ikke Jennifer Aniston eller Courtney Cox fra »Friends«. De kommer i stedet fra Sri Lanka, Uganda, Zimbabwe og Kurdistan.

Teaterfolkene Tue Biering og Jeppe Kristensen har nemlig fikst fundet på at genindspille afsnit af evighedsserien med vaskeægte asylansøgere i alle de kendte roller. Selv er vi med som live studio audience.

Så kan vi så sidde lidt og grine af de utrænede amatører, der får suffli i øresneglen og hvis engelskundskaber stritter i alle retninger, mens Egill Pàlssons energiske publikumsopvarmer og instruktør i ét sørger for feelgoodstemning både på scene og tilskuerrækker og sender leflende smil, popcorn og dåsebajere i alle retninger.

Mangelsygdom

Og hvad er så meningen med det hele? At vi skal sidde og skamme os over at være med på en kigger og få en dårlig smag i munden trods den allestedsnærværende feelgoodstemning i kunststudiet? At vi skal hygge os sammen med de stakkels, autentiske asylansøgere, der er sluppet ud af reservatet halvanden times tid og få mulighed for at klappe solidarisk af dem? Lidt af det hele. Desværre må man også bare konstatere, at teaterforestillingen ville stå sig meget bedre ved blot at blive præsenteret i en avisartikel. Som idé. Konceptet er nemlig lige til at spise. Lige til at forstå - hvad enten man er scenekunstudvalg, sponsor eller journalist på jagt efter den sensationelle kulturnyhed. Til gengæld er udførelsen mere end kedsommelig. Hvad det angår, lider »Friends« af samme mangelsygdom som forgængeren med de samme ophavsmænd, »Pretty Woman«, den med luderne i en container på Halmtorvet: Når først man har set girafferne, er der ikke så meget mere at komme efter. Ideen er fyret af, allerede inden vi stiger ind gennem døren til TV-studiet - intet udvikler sig. Det kan der selvfølgelig være en pointe i. Der er næppe meget udvikling, hvis man sidder som asylansøger i Sandholmlejren på femte sæson. Men som teater er »Friends« en dødssyg idé.