Det sker i allersidste øjeblik.
Teatret Mungo Parks ensemble krumbøjer sig og indtager den foroverbøjede positur, mange kender fra det satiriske blad »Corsaren«. Fra den berømte tegning af filosoffen Søren Kierkegaard med den høje hat, skødefrakken og stokken under armen. Som ville de vrænge en smule af forfatteren – eller i hvert fald af den type, han skildrer i »Forførerens dagbog«, som teatret sætter på scenen: Den narcissistiske Don Juan, som sætter alt ind på at få den udvalgte kvinde i høet, men som i virkeligheden er mest forelsket i sig selv og i det iskolde spil, der fører ham frem til målet:
»Krigen selv er min nydelse!« Hjerteknuseren, æstetikeren, som er over alle bjerge, så snart erobringen er fuldført. En skikkelse, som Kierkegaard beskrev, men som nu synes mere normen end undtagelsen: »Når modstanden er væk, er det svaghed og vane«.
Dickensk rollegalleri
Inden da har vi – med Kierkegaards egne ord – fået hele historien om den kyniske strateg Johannes, der sætter alt ind på at kapre den uskyldige Cordelia og mindst lige så meget på at vikle sig ud af hende igen.
Instruktøren Martin Lyngbo har sammen med Lasse Handberg dramatiseret Kierkegaards brevroman, så fortællerstemmerne udkrystaliserer sig i handling og replikker på scenen – undertiden er der hele fem ens klædte forførere, som taler i munden på hinanden.
Levende og legende er det, det meste af tiden.Sjældnere lidt stillestående.
Hovedpersonen samler sig dog det meste af tiden aldeles glimrende i Kasper Leisners skikkelse: Den store stygge ulv med spleen i blodet og tilbageholdt, koldsindigt raffinement i stemmeføringen. Marie Bach Hansen sætter et rørende, åbent ansigt op som hans skære jagtbytte med det beskyttende fru Heiberg-sjal, for siden at sætte ind med voldsom lidenskabelighed, når hun mister alt. Flot. Og rundt om dem flintrer Jonas Munck Hansen, Peter Christoffersen og Christine Albeck Børge ud og ind af et nærmest dickensk rollegalleri i den prunkløse sorte æske af en scene. Hvis de da ikke er med til at synge Anne Linnet og Xanders ret smukke, nykomponerede sange, der lægger en lydside af moderne hjerte og smerte ind, uden at tage overhånd, men så vi husker omkostningerne ved hele den ufølsomme leg med følelserne. Linjer som »at styre en hær i et skakspil, der brænder« og »Åh, jeg kan ikke sove, for det banker« får blodet til at rulle i Kierkegaards filosofiske følelsesstratego.
