Forført af fantastisk Don Juan

Grønnegårds Teatrets perfekte opførelse af Molières »Don Juan« virkeliggør drømmen om den spillevende klassiker.

Pragtspil i Grønnegården: Hykleren Don Juan (Nicolas Bro) trøster den sårede Donna Elvira (Signe Egholm Olsen). Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hvad jeg tror på? Jeg tror på, at to og to er fire, og fire og fire er otte.« Sådan siger Don Juan, der er på evig flugt fra sine mange erobringer, som han sætter alt ind på at score, for hurtigt at tabe interessen for dem igen. Til omgivelsernes - damernes, deres kæresters, familiernes, ja, selv til hans kvikke tjeners bestyrtelse.

I virkeligheden kommer alt det med erotikken i anden række. Moliére, hvis komedie »Don Juan« er årets store gevinst på Grønnegårds Teatret, er nemlig interesseret i noget helt andet. Hans Don Juan er ganske vist en horribel menneskeforbruger, hvis kyniske betragtninger får selv et hærdet publikum anno 2010 til at skrige af grin og forfærdelse. Men han er også en normbryder, der udfordrer et rigidt system af religiøs fordømmelse og begrænsende leveregler. Og sådan som Nicolas Bro spiller Don Juan i Thomas Bendixens fremragende iscenesættelse, er det svært ikke til en vis grad at forstå denne livsnyder. Jo, han er grovheden selv - nærmest psykopatisk ligeglad med sine omgivelser, som han kan skoggerle lige op i de tudevorne ansigter. Vittig, vittig, når han med sukkerstemme cirkler sig ind på sine ofre eller kaster endnu en stenhjertet kynisme af sig. Men hans barnagtige glæde ved sin tvangsmæssige scoresyge - jagten for jagtens skyld, bekræftelsen i erobringen - forsvarer han også med en sangvinsk hengivelse og indifferent charme. Bro triumferer med sin helt og aldeles frisatte, moderne, frække replikføring, som konstant overrasker.

Sans for situationen

Og heldigvis har Thomas Bendixen hjulpet Molières vægren sig ved at vælge side i moraldebatten frem i forreste række. Ikke mindst ved et lille, tidsjusterende, dramaturgisk greb mod slutningen, når Don Juan indhentes af sine gerninger. Bendixen blander passende Vorherre udenom og anklager i stedet menneskebørnenes tagen patent på ham. I det hele taget er denne Don Juan lidt af en imponerende instruktørbedrift, der fornyer stykket indefra. Giver det et konstant liv. Sjældent har jeg set en klassiker så sikkert ført i land. Smukt og meningsbefordrende koreograferet i Rikke Juellunds glimrende sandstenslabyrint. Hver scene bliver behandlet med sans for situationen. Med blik for, at dette, trods alt, er en komedie. De vittige detaljer står i kø. Hver floretadræt replik står tydeligt, fordi skuespillerne ved, hvad den betyder. Hver figur får fylde. Morten Kirkskov giver sin rapfodede tjener Sganarelle en indtagende blanding af naiv fornuft og forslagen opportunisme. Lige i skabet. Og pragtfuld som den knejsende-svigtede Donna Elvira indtager Signe Egholm Olsen scenen i to entreer med en sådan operafuriøs passion - rasende og ulykkelig, der er ild og is i de øjne! - at Don Juans hyklerier sættes i relief. Resten af ensemblet kunne og burde man gå i detaljer med, hvis pladsen var til det, for Jens Jacob Tychsen, Casper Crump, Lise Baastrup, Christine Gjerulff, Joen Bille, Thomas Hwan og Benjamin Kitter er alt, hvad de skal være af vital karakterkomik som hjerteknuserens ofre og bødler.

Grønnegårds Teatret sætter atter standarden for den traditionsbevidste, moderne klassikeropførelse herhjemme. Med plads til publikums egne funderinger undervejs. Hvem har ret? Don Juan eller stivstikkerne? Døm selv.