»Med sne« griber fat i et vigtigt emne. Nogle af os bliver selv ramt af demens. Langt flere oplever som pårørende desperation, sorg og resignation, mens en elsket partner eller forælder langsomt forsvinder ind i sygdommens mørke.
Materialet i »Med sne« er således spækket med store følelser og dilemmaer, men bærer jo samtidig en vis forudsigelighed i sig. Den demensramte Bent (Henning Jensen), der ved stykkets start fremstår som en let distræt, ældre herre, vil uundgåeligt bevæge sig længere og længere væk fra sine stadigt mere magtesløse børn og ind i en verden, hvor fantasi og virkelighed flyder sammen.
Vi ved, hvad det ender med, men det gør jo ikke nødvendigvis noget, hvis vejen til enden engagerer. Det gør den desværre kun i sidste halvdel af »Med sne«. Thomas Bendixen har skabt en meget personlig historie med afsæt i sin egen fars demenssygdom, men det stærke stof, der findes i relationen mellem børn og forældre – ikke mindst, når rollerne byttes om – får for lidt plads i begyndelsen, der i stedet giver alt for meget tid til den talende lærebog i skikkelse af neurologen Lene.
Hun deler sin fascination af hjernen, opremser symptomer, reaktioner og behandlingsmetoder for de forskellige demensvarianter og tilføres lidt menneskelighed via erindringen om sine demensramte forældre. Kirsten Olesen er ikke dårlig, men meget mere end en rutinepræget præstation kan der ikke komme ud af hendes ikke-replikker, der dræner dramaet for energi.
Henning Jensen doserer derimod elegant og stærkt gribende Bents tiltagende mørke, og da børnene, Maria Rossing og Peter Christoffersen, endelig træder i karakter cirka halvvejs i forestillingen, liver den op og bliver til teater.
Dialogerne får drive og griber præcist sønnens frustration, da faren ikke kan kende ham, og den kærlige afmagt, der får datteren til at gå med på Bents fantasier. Han er ikke længere modtagelig for fornuft.
Danserne fungerer fint visualiserende sammen med Kasper Stouenborgs enkle video-scenografi, der med udgangspunkt i hjernens struktur følger Bents forfald og den tiltagende sne på skærmen, der billedligt illustrerer demensens tilstand.
»Med sne« forsøger at blande fornuft og følelse, videnskab og æstetik i sin samtidskritik af dogmet »længst muligt i eget hjem«, men forestillingen kommer derved desværre til at sætte sig mellem to stole i sin svingning mellem faktaformidling og familiedrama.
De to sfærer hænger indiskutabelt sammen, men mødes ikke frugtbart i denne forestilling, der dog bestemt bør ses for Henning Jensens knugende portræt af demensens destruktive nedbrydning af et menneske.
Hvad: Med Sne
Idé og iscenesættelse: Thomas Bendixen.
Koreografi: Edhem Jesenkovic.
Videodesign: Kasper Stouenborg.
Hvor: Det Kongelige Teater. Til 28. januar
