Kernen er der ikke pillet ved. Ikke noget videre i hvert fald. Den store sal i Folketeatret er, som den altid har været. Stolene er blevet udskiftet med nogle, der ser ud som de gamle, og væggene med alle deres pyntelige detaljer er blevet malet. Men de er malet på en sådan måde, at salen ligner sig selv. Også i år bliver det jul i Nøddebo Præstegård.
Fornyelsen ligger i facaden og i foyer-, gang- og trappearealerne. Den er til gengæld gennemført og gennemtænkt. For nu at sige det, som det er, var Folketeatrets facade mod Nørregade ikke et stykke København, man blev videre højstemt af at kigge på.
Bedre blev det ikke, når man kom ind i teatret. Inden for murene blev man mødt af endnu en barriere. Efter den kunne det indslusede publikum klemme sig sammen og lede efter lidt albuerum og mulighed for at se, hvem der dog ellers var i teatret dén aften.
Folketeatret er en ældre institution, grundlagt for næsten 160 år siden. Og dengang med et mere åbent indgangsparti, hvorfra lysene strålede ud i den københavnske nat. I hvert fald ifølge tegninger fra samtiden. Ud over den store ombygning i slutningen i 1980erne er teatret blevet ændret og justeret og tilpasset gennem årene.
Al teatersminken er nu skrabet af væggene, rum er blevet sløjfet, lofthøjder justeret – og resultatet er blevet langt mere åbne rum og et meget mere inviterende teater.
Uden at forråde arkitekturhistorien og teatrets værdigrundlag, der gerne skulle være mere djærvt end Det Kongelige Teater, som det blev oprettet som et alternativ til, har stedet også fået et mere moderne udtryk.
Allerede set fra et sted omkring Skt. Petri Kirke fornemmer man en korrespondance mellem kanten af Vilhelm Lauritzens Daells Varehus (siden transformeret til hotel af Erik Møller Arkitekter) og det langstrakte lysskilt for Folketeatret. Folketeatret er ikke blevet funkis. Men det er blevet funky.
Facaden er blevet sort, og bygningen fremstår nu som grundfæstet. Facaden bryder sammenhængen med mange andre husfacader i Nørregade, men Nørregade var alligevel allerede et kludetæppe af vidt forskellige synsindtryk og højtråbende reklameskilte.
Først og fremmest er facaden blevet åbnet. Man kan kigge gennem store vinduer ind i teatrets foyer, og man kan ligefrem få lyst til at gå ind i bygningen, hvor man møder hovedgrebet. Gyldne farver på væggene og røde tæpper på gulvet, der fører hen mod den store trappe op mod de forskellige scener og endnu en bar, giver et meget mere åbent og inviterende udtryk.
Det forførende rum
Det er sådan et blødt og organisk orkestreret rum, teatergængere forventningsfulde kan bevæge sig rundt i, for ligesom en teaterforestilling kan være en kunstnerisk oplevelse, er den også en social begivenhed. Det er i teaterfoyeren, man mødes. Det er her, man ser hinanden an. Det er det forførende rum for det flirtende blik, der er en del af teatrets væsen.
Der er plakater for forestillingen på facaden, men de er diskret trukket til side for at give plads for det generøse indgangsparti, det må have været vanskeligt at udforme overbevisende.
Nørregade er en smal, stærkt trafikeret passage i København, og det er selvfølgelig ikke muligt at inddrage fortovet – det er jo til gående – og man kan ikke etablere en pompøs indgang som ved de store teaterbygninger eller blot passagen under Det Ny Teater på Vesterbro. Der i øvrigt også er en gadestrækning i København, der kunne have glæde af en kyndig hånd.
Men billeder af og reklamer for forestillinger kan der være inde i bygningen. På brede søjler projiceres skiftende billeder, der kan fortælle om teatrets historie og nuværende eller kommende forestillinger. Det vil være med til at gøre det store rum afvekslende og vil kunne indgå som en del af den scenografi, der er teaterfoyerens, med dets cirkulerende publikum og de bestandigt skiftende synsindtryk.
Bevæger man sig længere ind, ser man, at der midt i det store trapperum netop nu står »Folket til gavn og glæde«, og det må jo være et motto for netop Folketeatret. Men det er nu ikke mere mejslet, end at der næste gang kan stå noget andet, for teksten er projiceret op på væggen og kan udskiftes med titlen på forestillingen eller på den næste forestilling eller for den sags skyld: »Tillykke til Folketeatret og dets publikum med ombygningen«.
Hvem: Bertelsen & Scheving Arkitekter.
Hvad: Ombygning af Folketeatret, Nørregade, København.
