Før kendte vi vejen, nu famler vi os frem

Morten Klode og tyske Andriana Seecker i en spørgende stund i Teater FÅR302s forestilling om (det tabte) fællesskab. Foto: Thomas Cato. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Omsorg

Teatret FÅR302 har atter slået pjalterne sammen med det svenske Instituttet om en politisk-sanselig undersøgelse af et aktuelt fænomen. Sidst gjaldt det et opgør med forbrugerismen i »Sne, blomster, fjer og fisk.« Denne gang hedder forestillingen tvetydigt »Omsorg«. Det handler om sorg, at miste, og det handler om muligheden for at give omsorg til dem, der har mistet, i et gennemindividualiseret samfund.

Det kunne jo lyde som en noget træg omgang socialrealistisk taleteater, men FÅR302 angriber problemteater med helt andre og mere fabulerende virkemidler.

To kvinder kommer kravlende over den græshøj, der fylder det meste af scenen. Den ene bevæger sig inciterende i baggrundens dunkelhed, mens hun på korrekt-køligt engelsk udspørger den anden kvinde om »a thing«. Denne ting er vigtig, forstår vi, men hvad er det mon, og hvorfor er den gået tabt?

Klip. Nu ser vi fem mennesker, måske en familie på picnic. Sært frosne med strålende smil og – i hvert fald for os født i 1960-1970erne – med barndommens soundtrack, Thomas Windings signifikante fortællestemme, i ørerne.

Kredsen brydes op, og spillerne går søgende rundt og kommer helt tæt på os, inden Peder Holm Johansen nøgen stiger op af jorden med aftenens mest pædagogiske tekst indpakket i en ligeså fortællende koreografi. Det er mageløst med dette gamle konservative røvhul, der insisterer på at være den progressive. Da han var ung, var alle jo nøgne, men pludselig en dag havde alle taget badetøj på uden at fortælle ham om det.

Johansen rækker os med fortvivlede øjne og hektisk malende hænder nøglen til forestillingens objekt, tabet af fællesskabet og tidsåndens omskiftelighed. Frisind afløst af bornerthed, intimitet afløst af professionel omsorg.

»Omsorg« præsenterer, men prædiker ikke denne indsigt. Forestillingen åbner i stedet med sine stadigt skiftende tableauer, FÅR302s karakteristiske, absurde tekster og ikke mindst tavsheder, og komponist Andreas Catjars flot integrerede lydbilleder for følelser og refleksioner på tværs af datidens og vor tids knæsatte teser om samfundet.

Noget er gået tabt, eller måske er det forvandlet. Det er svært at finde, men i glimt, i en berøring, får vi måske fat i noget. Før kendte vi vejen, nu famler vi os frem.

FÅR302 har et eget absurd univers, der får godt modspil af tyske Andriana Seeckers klodset-smukke koreografier. Der går lidt for meget træningssal i nogle af bevægelsessekvenserne, mens andre står lysende skarpt og rammer lige det, der ikke kan siges med ord.

»Omsorg« ligger således på grænsen mellem teater og performance, så den sammenhængende fortælling må vi selv klistre sammen af den blandede billedmosaik. Det er modigt teater, der tror på sit publikum, og som trods en anelse tomgang lykkes med dette lille, koncentrerede og kunstnerisk finurlige opråb om samfundet.

 

Instruktion: Johannes Maria Schmit. Koreograf: Andriana Seecker. Komponist og lyddesign: Andreas Catjar. Hvor: Teater FÅR302 til 16. september.