Flygtningetema ender i mere TV-avis end teater

Kamilla Wargo Brekling bringer ikke nye indsigter frem i sin flygtningeforestilling »Uledsaget« på Mungo Park i Allerød.

Henrik Prip, Marianne Mortensen og Anders Budde Christensen som flygtningeskæbner. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Emnet presser sig selvfølgelig på i kulturlivet. For selv om vi i ét væk har hørt om flygtningesituationen i medierne og set bevægende billeder af mennesker på vej væk fra krigshærgede lande, kan kunsten, når den er bedst, give os en større indsigt.

Måske netop fordi den ikke behøver at forholde sig helt stringent til fakta, men primært har til formål at rykke i os. Især i vores følelser.

Da Danmark i september pludselig oplevede strømme af mennesker langs motorvejene, så kunstnerne selvfølgelig også med. Siden er der kommet flere forestillinger om krig og flygtninge.

Instruktøren og dramatikeren Kamilla Wargo Brekling begyndte at tale med flygtninge fra ni forskellige lande, og på den baggrund har hun nu samlet forestillingen »Uledsaget« på Mungo Park.

Marianne Mortensen, Henrik Prip og Anders Budde Christensen lægger kroppe og stemmer til de mange menneskeskæbner, der dog ikke alle er uledsagede.

Assafs, Farids og Sorayas historier fortælles til ende, men Kamilla Wargo Brekling blender dem med mange andre beretninger til en kakafoni af kæntrede gummibåde, politi gennem togstammer, klemte kroppe i lastbiler, menneskesmuglere der svigter, angst og overlevelsesinstinkt.

Selv om det næsten er svært at forestille sig noget mere dramatisk end at måtte flygte fra sit hjem, sænker en monotoni sig over forestillingen. Historierne flyder sammen. Flugterne fremstår overraskende ens.

Eller tør Kamilla Wargo Brekling ikke ændre på, måske ligefrem dramatisere, den enkeltes historie? Og skyldes det måske angst for at forråde den tillid, som de, der har delt deres historier med hende, har udvist?

Det er i hvert fald, som om Brekling ikke kan få sin karakteristiske tempofyldte og humoristiske kollagestil til at harmonere med det alvorlige emne.

Men en forestilling er nødt til at turde noget andet, end hvad nyhedsindslagene på TV kan, hvis den skal have et formål, der rækker ud over medie- og Middelhav.

I »Uledsaget« kommer vi ikke ret tæt på de enkelte skæbner i gummibådene og lastbilerne. De vedbliver at være fjerne og anonyme skikkelser. Kun i de øjeblikke, hvor skuespillerne i en nærmest melodisk aflevering lader flygtninges aldre, årstider og hjemlande flyde sammen, bliver man virkeligt ramt i følelse og tanke.

Hvad: »Uledsaget«
Hvem: Instruktion og manuskript: Kamilla Wargo Brekling. Scenograf: Helle Damgård. Lyddesigner: Emil Bøll. Lysdesigner: Jacob H. S. Rasmussen.
Hvor: Mungo Park, Allerød. Til 25. juni. Gæstespil på Aveny-T 1.-3. juni.