Flemming Enevold er en flot syngende og tvetydig Frank Sinatra

Flemming Enevold yder en kraftpræstation som crooneren Frank Sinatra i "Under My skin" på Bellevue Teatret.

Svag ramme, stærk præstation: Flemming Enevold som Frank Sinatra i "Under My Skin". Foto: PR. Fold sammen
Læs mere
Foto: P0728-0221ENS

Flemming Enevold har skrevet og spiller selv hovedrollen som Frank Sinatra i forestillingen, der deler navn med et af Sinatras udødelige hits, »Under My Skin«. Teksten fungerer som sammenbinder af en lang række af croonerens ballader og mere uptempo-swingende sange, og er således mest en motor, der er hængt op i spinkle, freudianske klemmer i fortællingen om »det brændte barn med guldstruben«.

Ordene er Sinatras ex-hustru Ava Gardners, der i Marie Askehaves udsøgt skulpturelle skikkelse bevæger sig inciterende over scenen i Anja Gaardbos stilsikre koreografi.  Selvom også hun mest er skematisk katalysator for hovedpersonen, slår scenerne mellem Askehave og Enevold stærkere dramatiske gnister end samspillet med Johannes Nymarks lidt vage søn Frank Junior og Bjarne Henriksens kompetent udførte producer Smiley med mafiaforbindelserne. Koreografien gør forskellen, mens den øvrige dialog lider under manglende personinstruktion og i passager kravler noget stift over scenen.


Det gør måske ikke så meget, da sangene er i centrum og for så vidt selv fortæller historien om en ældre kunstner, der af angst for at tabe terræn gør status over sit liv og forsøger at råde bod på svigt over for kone og børn. Men gamle cirkusheste er ikke sådan at få ud af manegen, og da Frank Senior uimodsigeligt er en meget bedre kunstner end Junior, forstår vi godt, hvorfor farmand atter er sig selv nærmest og snupper sin senere signatursang »My Way« ud af munden på sønnen.

Brændt barn

Flemming Enevold ejer sin Sinatra og giver ham netop den passende balance mellem kompromisløs kunstner, elegantier og brændt barn, der får os til at sluge den banale historie og gå med på fortællingen. Hans sange sidder i skabet med klare Sinatra-karakteristika kombineret med eget udtryk. Den kokette »Lady is A Tramp« og den vemodige »Cry Me A River« løfter sig stærkt i duet med Askehave i den velvalgte række af sange fra The Great American Songbook, der samlet bliver både et portræt af sangeren, men også af et yngre USA set gennem musikken.

Daniel Johansson er kapelmester for det stærkt swingende orkester, der tæller Mikkel Gomard (flygel), Jakob Roland Hansen (Bas), Frederick Menzies (saxofon), Peter Hängsel (trombone) og Lars Søberg Andersen (trompet).
Peter Schultz har skabt en blændende scenografi, som smukt taler ind i Bellevue Teatrets interiør, og som med små ændringer forvandler sig fra lydstudie til Las Vegas-scene med bandstand, mens månen vokser fra gul til blå bag Ol’ Blue Eyes.

»Under My Skin« er, trods svag instruktion og noget klichefyldt tekst, rigtig god underholdning med smukke, visuelle billeder, et sangkatalog i særklasse og intet mindre end en flot tvetydig og gennemmusikalsk kraftpræstation af Flemming Enevold.

Manuskriptforfatter: Flemming Enevold. Scenograf: Peter Schultz. Koreograf og staging: Anja Gaardboe. Bellevue Teatret. Til 12. februar 2017

.