Flammende flamencotrin

Flamencostjernen Selene Muñoz brillerer på Alexander Kølpins Sommerballet på Bellevue, der som helhed er et uhomogent program.

Selene Muñoz leverer fænomenal flamenco ved årets Sommerballet på Bellevue Teatret. Fold sammen
Læs mere

Først da den eminente flamencodanser Selene Muñoz kommer på scenen efter pausen, sker der for alvor noget interessant i Alexander Kølpins Sommerballet på Bellevue Teatret. For den kun 23-årige dansk-spanske flamencostjerne, der også tog publikum med storm ved sidste års Sommerballet, har en fortryllende energi, nerve og udstråling og er ikke bare en fænomenalt god danser, men også en fremragende fornyer af flamencotraditionen.

Med fingerspidserne slår hun de komplekse flamencorytmer an på sin stive, hvide plastikcorsage, som hun også bruger som musikalsk vaskebræt. Iført sort buskedragt lader hun i rivende tempo de røde flamencosko hamre løs mod gulvet som flammende hove, så hele kroppen vibrerer. Og hun er i den grad en førerhest foran sine fire mandlige meddansere, der glider over scenen i lange, hvide, stive skørter i hendes egen billedrige koreografi.

Graciøst drejer hun rundt med flot svaj i ryggen, og koket laver hun ryk med skuldre og hofter. Og så er det ikke mindst frydefuldt at høre hendes flamencosko i præcis, rytmisk og legende dialog med Stephan Jarls superdynamiske trommespil. Det er dans på højt niveau.

Uinteressant koreografi

»Outsider« kalder Kølpin i år sin Sommerballet. En titel der synes at knytte sig bedst til aftenens indledende, ret uinteressante koreografi af Alexandre Boudat skabt til fire glimrende dansere og med god musik og sang af Jesper Mechlenburg. Her er den atletiske Thomas Holm Radil outsideren, der ikke lader de tre andre figurer trænge ind i sit liv og til sidst vælger at hoppe af livets cirkuskarrusel.

Inden pausen får vi også mere showpræget, energisk hip-hop-koreografi af Anja Gaardbo, hvor Marvin Spahi er anfører for de seks dygtige dansere, der folder sig ud som pudseløjerlige, mørke fantasifigurer til funky remix af bl.a. The Doors. Men koreografien kan ikke hamle op med Gaardbos »Hey Hey« ved sidste års Sommerballet og har vel heller ikke meget med aftenens tema at gøre.

Det virker som om, Alexander Kølpin selv har stået for meget outside som kunstnerisk leder af dette års uhomogene Sommerballet, hvor det er Selene Muñoz’ flamencodans, der bærer forestillingen og hiver stjernerne i hus.