Hele verden taler om DR UnderholdningsOrkestret for tiden. Især om dets indspilninger af musik fra Mozarts tid. Danskernes gamle musicalorkester er blevet eliteorkester. Takket være Adam Fischers indsats. Den ungarske berømthed har ikke bare skabt et nyt orkester, han har også fået de gamle tilhørere med over:

Når dirigent og orkester sætter Mozart på programmet, fylder det DR Koncerthuset til sidste sæde. En koncert med tre abstrakte symfonier! Et arrangement uden solist! Dusinvis af detaljer sådan en aften fås ikke bedre overhovedet.

Tag de hurtige steder i »Linz« eller den hikkende begyndelse i »Haffner«: Strygerne spiller samtlige toner samtidigt, som hvis musefælder smækkede om fingrene på dem.

Eller tag hele »Prag«. Måske især den mageløse sats i midten. Skøn på denne melankolske måde, man først genfinder i »Enigma-variationer« et århundrede senere.

Det er måske Mozarts mest afgørende sats fra det år. En evighed i form af lange toner og pludselige indbrud af mol. Mozart møder manden med leen og ler.

Adam Fischer står foran sit orkester og gør det hele klart for enhver, står med en fin- smagers fornemmelse for kultur, står med en Ove Sprogøes evner for karikatur. Selv når han tysser lidt på nogle ivrige klappere, bliver han ikke uvenner med nogen. Lidt hjælp fra den veltalende vært og en finger i luften gør forskellen. Og et smil, selvfølgelig. Han burde have Sonnings Musikpris ved lejlighed. En ekstra årsløn som tak for sin indsats. Det skulle bare mangle.