Det er flottest efter pausen.

Når mørket falder på, og teaterrøgen står over bakkekammen som aftendis under bladhanget. Når faklerne tændes, og pjaltehæren af fredløse og udsatte tørner sammen med de isblå riddere, mens heste galopperer i granflisen, og en enkelt kastemaskine også rulles ind – det hele akkompagneret af et buldrende actionlydspor.

Så folder Det Kongelige Teaters stort anlagte friluftsforestilling »Robin Hood« – kald det bare et egnsspil i luksusklassen – sig flot ud. Den får et liv på de betingelser, der nu engang gælder for den mastodontaffære, som nationalscenens lejlighedsvise udstationering til Ulvedalene efterhånden har udviklet sig til.

Så er vi fremme ved eksistensberettigelsen for folkevandringen: Hesteoperaen i det fri. Det royale supershow i cinemascope. »Robin Hood«-action-temaparken i Dyrehaven.

Jokum Rohde har skrevet manuskriptet og har plukket fra stort set alle udgaver af legenden om adelsmanden, der udvikler sig fra lad kyniker, der stjæler til sig selv, til fredløs idealist, der tager fra de rige og giver til de fattige – for til sidst at stille sig uden for fællesskabet i evig opposition til enhver form for statsmagt, som jo alligevel altid korrumperes. Et med naturen!

Hans skiftende trosbekendelser er til at få øje på, uden at den flygtige figur på nogen måde bliver levende i Mikael Birkkjærs skikkelse – spillet lige ud ad landevejen, men uden en egentlig kerne, der kan interessere. »Hvem er du, Robin Hood?« lýder første replik. Hvem bryder sig om det? Hverken figuren selv eller vi andre.

Men Rohde har lært, at friluftsspillet fordrer primitive, groftskårne replikker – gerne tilsat lidt kvikke anakronismer – og korte scener. Bøgeskoven er ikke til for meget ævl.

Langtrukken

Til gengæld har han sværere ved at begrænse sig, men bliver ved med at introducere nye sidehistorier og opgør på et tidpunkt, hvor man synes, at nu kunne det hele sådan set godt være overstået, uden at nogen ville være kede af det. Hvem har i det hele taget sagt, at vi nødvendigvis behøver at blive ved i to en halv time? Souvenir- og kaffesælgerne?

For læg dertil, at teater under åben himmel nu engang dikterer store armbevægelser og råbte replikker. Men for et voksent menneske bliver det altså lidt kedeligt så længe at sidde igennem de skabelonagtige løjer, hvor trægheden i spillet nødvendigvis må indfinde sig i de store omgivelser.

Lars Kaalund har tydeligvis haft nok at se til med at herse med tropperne og logistikken – den er også imponerende – så de finere mellemregninger har der ikke været tid til. Cecilie Stenspils Lady Marian: Sød. Nicolai Dahl Hamiltons Prins John: Ond. Thomas Bo Larsens Broder Tuck: Jovial. Ole Lemmekes sherif: Uduelig og med talefejl. Lutter kompetent scenetjeneste på halvumulige betingelser. De egent­lige stjerner må være scenograf Kim Witzels naturinspirerede scenografi – inklusive en lang, flot å, der ikke bruges til noget – og Anja Vang Kraghs pædagogiske kostumevrimmel.

Men altså: Flot er det. Ingen tvivl: »Robin Hood« er en kraftanstrengelse. Det kan næppe blive større. Men på en lille bitte forstemmende måde heller ikke meget mindre.

Hvad: »Robin Hood«
Hvem: Manuskript: Jokum Rohde. Iscenesættelse: Lars Kaalund. Scenografi: Kim Witzel. Kostumer: Anja Vang Kragh. Musik: Jesper Mechlenburg.

Hvor: Det Kongelige Teater, Friluftteatret i Dyrehaven. Til 22. juli.