Fem stjerner til forfriskende Københavner-teaterkoncert

Teaterkoncerten »København« er et forfriskende bud på den slidte teaterkoncert.

Sammen, men hver for sig: Cecilie Stenspil og Tom Jensen i teaterkoncerten »København«, der er bygget op af sange fra storbyen. Foto: Miklos Szabo Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Har jeg egentlig rigtig følt mig som københavner? Min historie minder om de fleste andre indvåneres i den danske hovedstad. Jeg er flyttet hertil fra provinsen for 17 år siden, men har byen egentlig nogensinde været min? På den dér måde, der kan mærkes i hjerterødderne, når intercitytoget en sen aftentime ruller ind og konturerne af storbyens skorstene og af Rådhustårnet tegner sig mod himlen.

Det har jeg ikke kunnet mærke. Men det følte jeg, da teaterkoncerten »København« på Nørrebro Teater var slut. Her var forestillingen, der med sine mange sange fik mig til at elske den by, jeg bor i. Endelig hjemme!

Hvad er det så, der kan få tilflytteren til endelig at tage byen i sin favn med N og V og K, for nu at omskrive et citat fra en gamle københavnervise, som nu ikke er med i teaterkoncerten?

Klassikere og nyklassikere

For det første har instruktøren Rolf Heim og kapelmester Niels Søren Hansen valgt en masse gode sange på tværs af tiden, som emmer af københavnerfølelse.

Fra klassikeren »Jacobsen« – er den ikke vores bedste revyvise overhovedet? – som Trine Pallesen giver ualmindeligt godt i samspil med en flirtende guitar. Skægt og sørgeligt på samme tid. Til Ulige Numres øjeblikkelige nyklassiker »København« med de fantastiske linjer »og dine døtre, de vil mig intet godt men dine øjne lyser mig hjem når jeg får nok« som flot og vemodigt fællesnummer.

Scenen er et tværsnit af byen, hvor indbyggerne lever i isolerede paralleluniverser og af og til kan finde sammen i et fællesskab som i Kim Larsens »Christianshavns Kanal« givet som folk-nummer med højt humør. Sammen og alligevel alene. Med hver af de medvirkende som en »grundtype«, der kan gå ud og ind af indslagene:

Tom Jensen med sandpapirsstemmen – pragtfuld i »Manden på risten« og John Mogensens »Åh, hvilken herlig nat« som håndværkeren. Cecilie Stenspil som spadseredragten, et herligt stormvejr af et hævntogt i Sys Bjerres »Malene«. Jannie Faurschou, sejt rappende i Raske Penges »Bor her« og melankolsk i Marie Keys »Øster Søgade« som pensionisten, Laus Høybye som forretningsmanden, følsom under jakkesættet i Rasmus Nøhrs »Vesterbro står stille«. Foruden alt det andet som gives nye accenter i de glimrende arrangementer. Muntrest når Katy Bødgers gamle grandprixvinder »Det var en yndig tid« afmonteres med tuberkuloseblod i lommetørklædet og barnemord under puden.

Man keder sig i det hele taget ikke et øjeblik i det kalejdoskopiske og underholdende væv af skæbnefortællinger, der ruller sig lydefrit ud, følelsesmæssigt kulminerende med den smukt reciterede Dan Turéll-tekst »Gennem byen sidste gang« og den kakafoni af alle de sange, der ikke blev plads til, som det flotte crescendo.

Teaterkoncerter er der nok af. Men Nørrebro Teater kommer alligevel med et forfriskende bud på en genre, som ellers mest har været brugt til at gennemtrawle kendte sangskriveres bagkataloger, uden at øvelsen altid har været indlysende. Her er det ikke en enkelt aldrende rockstjernes kendte sange, der spiller hovedrollen, men derimod byen København. Og alle os, der bor i den.

Hvad: »København«.
Hvem: Iscenesættelse: Rolf Heim. Musikalsk arrangement: Niels Søren Hansen og Anders W. Birk. Scenografi: Sisse Gerd Jørgensen.

Hvor: Nørrebro Teater. Til 10. november.