Fem stjerner til de fire kvinder på Teatret ved Sorte Hest

»Jeg hedder Bente« på Teatret ved Sorte Hest er en usentimental, varm fejring af kvindeliv, venskab og solidaritet.

Søstersolidaritet: Laura Müller, Jannie Faurschou, Rikke Wölck og Karen-Lise Mynster i »Jeg hedder Bente«. Foto: Rolf Søborg Hansen. Fold sammen
Læs mere

»Jeg har fået konstateret alzheimers«. Ordene falder midt i det, der ellers er en af de mangeårige fire veninders helt almindelige rødvinspassiar. Her havde vi det ellers lige så hyggeligt. Og Bente havde ellers det hele. »Et yderst vellykket liv«, kalder den succesrige, fraskilte dagbladsjournalist sin tilværelse.

Nu må hun erkende, at mørket æder sig ind på hende, og de tre veninder omkring hende må indse, at den, der engang var den stærke, misundelsesværdigt nøgterne førerhun i flokken, får mere og mere brug for deres hjælp. Men stykket »Jeg hedder Bente« på Teatret ved Sorte Hest er meget mere end en sygdomshistorie. Den former sig som en fortælling om venskab og om kvindeliv. Og den bliver først og fremmest en fejring af livet med dets mange op- og nedture, kriser der skal overstås, men som også åbner nye døre til tilværelsen.

Rikke Wölcks glimrende manuskript kalder på både latter og tårer. Jo, det er følelsesfuldt, men kammer ikke over i sentimentalitet. Faktisk er det domineret af en barsk og karsk tone. Og det rørstrømske ligger heller ikke for en iscenesætter som Madeleine Røn Juul, der får det meste ud af de mange scener fra de fires liv sammen i medgang og modgang, et smukt vævet tæppe af fortid og nutid, som ender ved Bentes kiste.

Med en usentimental skuespiller som Karen-Lise Mynster i front er vi godt på vej. Den efterhånden tilkæmpede selvsikkerhed i dialogerne med de andre vejes op af angsten og tvivlen i små enetaler, hvor lyset falder på Mynsters stærke, følsomme ansigt:

»Hvorfor lige mig?« Og når sygdommen slår til, spiller Karen-Lise Mynster med en realistisk råhed, der er ligefrem rystende, i takt med at den ellers så rationelt kontrollerende kvinde må se sig indhalet af den grusomme sygdom, hun længe prøver at negligere: De flakkende øjne, den sitrende mund, de efterhånden brutale, desperate vredesudfald fra underbevidstheden.

Som de solidariske veninder omkring hende er der masser at spille på for de andre – i dur og mol. Jannie Faurschou er den søgende psykologveninde Vera, der kæmper hårdt for at skaffe sig den perfekte tilværelse og forsvare sine valg. Rikke Wölck den moderlige Hanne hvis bekymrede indstilling til livet opvejes af hendes loyalitet. Og Laura Müller den lidt yngre, skrøbelige Marie, der engang er rendt med Bentes mand – begyndelsen til de to kvinders venskab.

»Jeg hedder Bente« skulle holdet bag se at få afsat til et teaterforlag og oversat til andre sprog. Der er næppe det stadsteater i den vestlige verden, der ikke kunne bruge den forestilling i sit repertoire. Relevant problematik, varmt og vedkommende for alle, der stadig er i live.

Men læg dertil, at stykket også har gode roller til tre modne, kvindelige skuespillere og en yngre kollega. De hænger ikke på træerne – til trods for at det er kvinder i 50-års-alderen, der fylder vores teatre.

Hvad: »Jeg hedder Bente«.

Hvem: Manuskript: Rikke Wölck. Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Kisser Rosenquist.

Hvor: Teatret ved Sorte Hest, gæstespil af High Noon. Til 15. februar.