Er du enig med berlingskes anmelder?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
»Atter en himmelsk dag,« siger hovedpersonen Winnie i starten af Samuel Becketts absurde skuespil »Glade dage«. For Winnie kan hverken konstatere forbedring, forværring eller forandring og næsten heller ingen smerte i sit liv. Så hvorfor ikke beslutte sig for, at dagen i dag bliver en glad dag, selv om Winnie sidder fuldstændig fastlåst i sit liv, begravet til taljen i en græsbeklædt jordhøj.
Snakketøjet er dog på ingen måde amputeret hos den ukueligt optimistiske og hele tiden sludrende kvinde, som i Kirsten Lehfeldts skikkelse og Jan Maagaards instruktion på Grønnegårds Teatrets nye anneksscene i Odd Fellow Palæets Have sprudler af energi og har en præcis og yderst levende og nuanceret mimik og gestik.
I det tragikomiske stykke er Winnies energi dog koncentreret omkring det daglige gensyn med tandbørste, læbestift og andre ting fra den rumlige håndtaske, der også inkluderer en pistol, som et muligt redskab til forandring. Men Winnie er ikke en kvinde, der er indstillet på at forandre sit liv, og ligesom Becketts »Mens vi venter på Godot« fra 1953 handler »Glade Dage« fra 1961 også om at fylde tiden ud med meningsløse gøremål og vente på noget på soveklokken, på døden.
Tidens gang og kroppens forfald kan Winnie da heller ikke løbe fra, og hun må bruge både briller og lup, hver gang hun forsøger læse, hvad der står indgraveret på tandbørsten. Og som altid hos Beckett er det netop de mange sproglige gentagelser, der ligesom musikalske modulationer og variationer giver skuespillet struktur og rytme.
Men »Glade Dage« handler også om menneskelig kommunikation og ønsket om at blive elsket. Og helt alene er Kirsten Lehfeldt ikke på scenen i glansrollen som Winnie. I et jordhul bag hende holder hendes gryntende mand Willie alias Henrik Larsen til. Ligesom Winnie drømmer han sig tilbage til fortiden, og det er hos ham, Winnie søger bekræftelse, når hun f.eks. spørger, om hun mon var værd at elske engang, men samtidig konstaterer, at fordi den ene ser den anden, er det ikke sikkert, den anden ser den ene.
Tæt på fortvivlelse
Ikke mindst i anden del af »Glade Dage«, hvor Winnie er sunket helt ned til halsen i sin jordhøj, er glæden tæt på fortvivlelse og gråd. Her bliver Kirsten Lehfeldts spil også stærkest, som når Winnie fortæller, at hun engang ikke troede, at der var forskel på den ene brøkdel af et sekund og den næste. Og det er denne dybde i Lehfeldts spil, som man savner lidt i skuespillets første del.
Det er ikke første gang Kirsten Lehfeldt tager livtag med rollen som Winnie. Allerede i 1995 spillede hun »Glade Dage« på Hippodromen. Men for første gang opføres Becketts stykke nu som udendørsteater med indvielsen af Grønnegårdsteatrets nye anneksscene. Selv om Kirsten Lehfeldt har styrke til i halvanden time uden pause at fastholde publikum, er udendørsscenen i Odd Fellow Palæets Have med udsigt til meget konkrete bygninger og flyvemaskiner oppe i luftrummet dog ikke det bedst egnede rum til at skabe et absurd univers.
Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.
Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.
