Far er den bedste i verden

Anders W. Berthelsen er både sym-patisk og sjov i soloshowet »Far - Har du styr på det?«

Anders W. Berthelsens timing er eminent i one-man-showet på Bellevue Teatret. Fold sammen
Læs mere

Han har vores sympati. Han er sådan er flink fyr, Anders W. Berthelsen. Almindeligheden er hans store styrke som skuespiller. Vi kan bare så godt lide ham.

Det kan vi også, når han på Bellevue Teatret stiller sig op foran publikum i showet »Far - Har du styr på det?«. Teksten er oprindelig islandsk, men sammen med instruktøren Niclas Bendixen og en oversætter med sans for det sjove, Carsten Bang, har Anders W. Berthelsen gjort ordene, der mest af alt har karakter af et gennemsnitligt stand-up-materiale, til sine egne. Danske referencer er sat ind, og når den nybagte farmand taler om sit ændrede liv med kone og barn, er det Berthelsens egen hustru og datter, der optræder med navns nævnelse.

Ikke at det nødvendigvis gør materialet meget større i den enetale, hvor far Anders fortæller om sin tvivl, sin undren og sine trængsler, mens han ene mand agerer alle scenerne: »Far - Har du styr på det?« følger den slagne vej - mand møder fantastisk kvinde, følger graviditeten og kvindens transformation skeptisk, besvimer under fødslen og forandres af det kærlighedsmirakel, et nyfødt barn er - trods evig tvivl om, hvorvidt farmand nu også gør det rigtige. Ikke meget nyt under bleen der.

»Far - Har du styr på det?« præsenterer for gud ved hvilken gang manden som ham, der står på sidelinjen og ikke rigtig har adgang til det mysterium, det barn, han selv har sat i verden, er. Med deraf følgende mulighed for at se på paradokserne med store øjne. Klicheer er der nok af i teksten, læg dertil et forudsigeligt budskab om den betingelsesløse kærlighed til barnet som det vigtigste af alt - kald det kært, kald det sentimentalt. Men det ændrer alt sammen ikke ved, at Anders W. Berthelsen får det hele til at leve med eminent timing, der får det makismale ud af pointerne, med både skæg og følsom tilstedeværelse foran rampen. Alle situationerne spilles, så de står lyslevende for os. Sikke en skuespiler. Er det i virkeligheden komiker, han er?

Hvordan han i virkeligheden er som far, skal jeg ikke kunne sige. Men styr på sit show - det har han altså.