Fliserne har skiftet farve, men seksualiteten er stadig dramaturgisk krumtap i Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møllers nye fortolkning af Strindbergs evigt aktuelle »Frøken Julie« fra 1888. Makkerparret brød igennem med en porno-dekonstruktiv version af netop dette stykke for 25 år siden og formår atter at kaste et nyt blik på teksten og trække saft, kraft og liv ud af den.
Deres umanerligt frække og ikkeautoritative vrid på klassikeren vil helt sikkert dele vandene. Jeg kan kun anbefale at lade sig forføre af en knusende konsekvent og korporlig iscenesættelse, der blæser teksten direkte ind i nutidens egomane leg med roller og identitetspositioner.
Til tonerne af »Hvem er bange for den store stygge ulv?« dansetripper Kirsten Olesens Kristin rundt i det dunkle scenerum, hvor kakkelovne og møbler i asymmetriske spejlinger forlænges i spejlinger i væggenes mørke fliser. Hver har sit perspektiv, og disse kan forvrides afhængig af position.
Bange for ulven er alle og ingen. Greven lurer som altid i skyggerne – oprindeligt som den naturalistiske magtinstans, siden som den internaliserede patriark – her måske blot som en påmindelse om, at der findes noget uden for illusionen, som de tre aktører har spundet sig ind i. Grevens ulegemlige dominans tynger kroppene ned som en synlig modsætning til det meget bogstavelige og kropslige dominansspil, der foregår imellem dem.
Ulven lokkes atter og atter frem. Længere og længere frem. Længere og længere ud i det fysiske magtspil. Længere og længere ind i positioner mellem dominans og underkastelse. Hvor langt kan jeg gå? Hvor langt tør jeg gå?
Spændte som fjedre er de alle tre, og kroppene taler i abstrakt leg med alder og højde, men også direkte i den fine, fine intimitet, der brat blinker i mellemrummene mellem greb i nosser, greb om hofter og svigtende greb om magten.
Holm og Møllers nye »Frøken Julie« bruger kroppene til at tale om det moderne, men også evigtgyldige i at udfordre grænsen for at søge sig selv. Mere og mere skal der til for at mærke sig selv eller måske bare mærke noget, fordi det mere er energien i kampen, det gælder, end egentlig kampen selv.
Kroppene positionerer sig, stækkes og rejser sig. Men også retorisk gås der til grænsen og over. Særligt indtryk gør Amanda Collins Julie i sit rablende sammenbrud, da morgenen gryr, og alt er udspillet. Fra overstadig falset til desorienteret mumlen imploderer hun, til hun står mast op mod fliserne med blot pust og luft på stemmen tilbage.
Collin giver en fremragende præstation som dette nuancerede dukkebarn af vor tid, der altid søger mere, bare mere. Samspillet med Henning Jensens ikke mindre inkonsekvente Jean slår flammende gnister og obstrueres præcist af Kirsten Olesens markante nålestiksmanøvrer og frådende udråb. Det er magtspil med skiftende fokus på magt og spil. Det er overraskende. Det er teater, der ved, hvad det vil – og gør det.
Det er ikke en naturalistisk forestilling om køn og klasseroller, men en turbotur ind i menneskets irrationelle lyst. Så kære gymnasie-lærer, vis ikke denne »Frøken Julie« til dine elever som et periodeeksempel, men vis dem det meget gerne som et eksempel på eminent teaterkunst.
Frøken Julie
Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm. Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller. Lysdesign: Clement Irbil. Det Kongelige Teater til 24. januar 2018.
