De ligner sig selv, den engang ret så hårdt slående rockkvartet Skunk Anansie: trommeslageren med mohawk en punker, bassisten med dreadlocks en rasta, guitaristen uden hår en rockabilly-dude, der hellere vil spille opretstående bas og petitsangerinden, den kronragede Skin er stadig petit og i form. Faktisk var det som at se et 16 år gammelt PR-stillbillede fra dengang briterne kom bag på det meste af verden med debutskiven ”Paranoid And Sunburnt”.
Den sidste halvdel af halvfemserne var i det hele taget Skunk Anansies heydage. Nyt var det, at en spirrevip i forgrunden for et band, der forenede indierock med metal og hårdtpumpede popmelodier. Og tilmed tillod sig den frækhed både at synge om politik, køn og kødets lyst. Uden at spørge, immune for negativ modsvar.
I 2001 gik de hver til sidst, da var tiden allerede løbet fra Skunk Anansie. De havde den ikke, og Skin kunne i dag nok lokkes til at erkende, at hun troede, der var mere i hende på egen hånd. Hvilket viste sig ikke at være tilfældet.
Sidste år genfandt Skunk Anansie hinanden på plade, diskuteres kan det, om de i samme moment genfandt den gode melodi. I grove træk lød de nye sange som pauvre udgaver af de gamle. Og dem har tiden desværre ikke været nådig, de klinger forbløffende konsekvent af tidslomme. Hvilket kan skrives så harskt og generelt, idet de overvejende er skåret efter samme læst: stille vers, amok i omkvædet. Bedst og mest perfektioneret i storhittet ”Weak As I Am”, hvorunder Skin crowdsurfede på Skanderborg.
Nu har bedaget materiale som i spillet af stjerner, der var netop det engang, aldrig været et fy eller et skamme på Skanderborg. Her handler det primært om hvorvidt, der kan synges med eller ej. Dem fem største Skunk-hits fik således frivilligt kor med på vejen ud over masserne i bøgeskoven.
Hatten af for Skins energiudladning, for hendes tro på sangene, men de landede hult hvis overhovedet.
Hvem: Skunk Anansie
Hvor: Bøgescenerne
