Familien frem for alt

Mennesket først, ikke troen. Thomas Bendixens iscenesættelse af klassikeren »Indenfor murene« har fokus på det genkendelige. Men indimellem har den næsten præg af lystspil.

Preben Kristensen som Herming og Waage Sandø som gamle Levin i »Indenfor murene« på Folketeatret. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Det er tæt på et fuldendt stykke, Nathansens »Indenfor murene«. Så perfekt orkestreret og tilrettelagt. Alt, hvad der sker på den scene og mellem de mennesker, der står på den, virker naturligt og ægte. De kan ikke reagere anderledes. Man forstår dem.

Selv etatsråd Herming, det nærmeste dramaet kommer en skurk, kan ikke reagere anderledes. Opvokset med en afstandtagen til jøder. Hustruen er stærkt kristen, og så forlover hans eneste barn sig lige præcis med en jødisk pige. Er det ikke for meget forlangt, at han skal omfavne det? I stedet for at få pigen væk fra det jødiske ophav?

Preben Kristensens Herming er ikke køn at lytte til. En nydelig mand med ubehagelige holdninger.

Hans alt for vennesæle, nedladende facon arbejder hele tiden på at afmontere Levin – så stik modsat den kølige hustru som Jannie Faurshou spiller fremragende i den korte scenetid, hun har. Kølig, strategisk og styrende. Man er ikke i tvivl om, at hun holder sin familie i et jerngreb med sin svagelighed og stærke religiøsitet. Hvem tør sætte sig op mod Gud og nærdød?

Menneske først, det er sønnen og lægen Hugo Levins opsang til forældrene – og os andre. Religionen må træde et skridt tilbage.

Her lægger Thomas Bendixen også sit tryk i iscenesættelsen på Folketeatret. På det menneskelige, det genkendelige.

Familien Levin er en på mange måder klassisk familie af sin tid. Far ser sig selv som patriarken, mor tilrettelægger alt, så han kan blive i troen, og børnene opfører sig pænt med undtagelse af Esther, yngstepigen der både elskes og kvæles af hjemmet, der er tungt møbleret med traditioner og hensyn.

Waage Sandø har pondus, da han kommer hjem fra synagogen den fredag aften, hans familie ramler. Han er midtpunktet, og han elsker det. Gamle Levin elsker sine børn, men han vil have dem på en bestemt måde. Waage Sandøs Levin er ikke despotisk. Men han er fortvivlet og forvirret, ulykkelig uden at kunne give andet udtryk for det end opflammende vrede.

Da han til sidst giver unge Herming Esthers hånd, er hans handling ikke båret af oprigtig tro på, at kærligheden er det vigtigste. Han resignerer. Han er træt helt ind til benet af at kæmpe imod.

Den ældre generation er den interessante

Ghita Nørby spiller sin Sara Levin meget afdæmpet i forhold til mange moderne fortolkninger af fru Levin. Hun er den klassiske altfavnende moder, der inderligt ønsker, at alle omkring hende skal blive lykkelige. Som derfor hele tiden glatter, retter og forsøger at ændre det, der kan føre sorg og vrede med sig.

Det er et håbløst, men meget smukt projekt, som Ghita Nørby spiller med en indfølt fornemmelse for Sara Levins uoverstigelige dilemma.

Det er den ældre generation, der er den interessante hos Nathansen, selv om det er de unge, Esther og Jørgen, der konstant tales om.

Der er fine præstationer fra Sofia Nolsøe, Michael Brostrup, Peter Oliver Hansen, Signe Kærup Hjort og Jesper Dupont som de unge i familien. Nicolaj Kopernikus er en rørende, bevægende usikker Meyer, som man kun kan føle for.

Selv med de tragiske undertoner tager Thomas Bendixens iscenesættelse dog for ofte form af noget, der tangerer lystspil. Der er ikke så meget skjult i spillet mellem personerne, det meste er blotlagt.

Øjenkrogen forbliver tør hos mig. Ikke desto mindre er »Indenfor murene« stadig et af de suverænt bedste stykker, der er skrevet på dansk. Derfor er det altid et gensyn værd.

Hvad: »Indenfor murene«. Hvem: Instruktør: Thomas Bendixen. Scenografi: Maja Ravn. Hvor: Folketeatret. Til 28. marts.