Må man danse på Øresundsbroen? Det må man nok ikke. Og det er en skam. I det hele taget - og i særdeleshed for dem, der har været i Malmø for at se den store opsætning af musicalen »Singin in the Rain«, som nu har repremiere i det sydsvenske efter kæmpesucces på Oscarsteatern i Stockholm.
Man har nemlig lyst til at steppe hele vejen tilbage til København - hvis man altså kunne. Så vidunderligt danser hovedkræfterne i teaterversionen af Gene Kellys klassiske filmmesterværk fra 1952. Ville man overhovedet kunne besætte musicalen herhjemme, hvor den ellers ville have passet flot i repertoiret på Det Ny Teater? Nej, det ville man næppe, men det kan man i Malmø.
Svenskerne har nemlig lige præcis de talenter, der kan synge og danse og spille skuespil - samtidig. Og få det hele til at se så legende let ud.
»Singin in the Rain« så første gang dagens lys som teaterforestilling i London i 1983, da filmmanuskriptet blev syet om for at passe sangeren Tommy Steeles talenter. Den svenske version er svenskernes egen, og den holder sig tættere til forlægget. Måske også for tæt, for længe har den lidt svært ved at frigøre sig fra filmen og få lærredets mange kortere scener til at fungere med scenisk flow og den raphed, scenemusicalen fordrer.
8.000 liter vand
Den muntre historie om den panik, filmselskaberne geråder i, da talefilmen pludselig melder sin ankomst i 1920erne - divaen kan hverken tale eller synge - er lidt træg til en start, skønt både situationer og letforståelige skuespillere er vittige. Skal de ikke snart synge en sang? Men bare rolig. Ophævelserne fordamper, når trekløveret Rene Mirro, Karl Dyall og Lisette Pagler giver den glade »Gomorron« (»Good Morning«) med imponerende præcision og hurtighed. Step og stå fast! Og snart efter åbner himlen sig over Malmø Operaens store scene - bredere end nogen herhjemme - og 8.000 liter vand plasker ned over den usvigeligt sikre Mirro, som forener elegancen med maskulin charme i det smittende titelnummer.
Scenens størrelse er i det hele taget både et plus, når vi kommer til dansen, og den »Broadway Melody Ballet«, der tager pusten fra enhver, undtagen de knalddygtige dansere og det velspillende, fuldvoksne orkester. Og når først der i den store finale igen åbnes for hanerne, og de mange medvirkende gentager titelnummeret i gule regnfrakker og paraplyer, inspireret at filmens åbningssekvens, er ikke et øje tørt. Det er der vist så meget, der heller ikke længere er. Musicalentusiaster uden vandskræk kan roligt begive sig over broen.
