Fællesskab og identitet

Koreografen Tina Tarpgaard har med »I My Mini Me« nu lavet sin første og fornøjelige ungdomsforestilling til Aaben Dans i Roskilde.

Antoinette Helbing hæver sig over mængden i sin gigantiske kjole. Foto: Ditte Valente Fold sammen
Læs mere

Klæder skaber folk og identitet. Og i Tina Tarpgaards nu første børne- og ungdomsforestilling, »I My Mini Me«, der er et bestillingsværk til Aaben Dans i Roskilde, har tøjet mange og sjove funktioner. For ud over de tre dansere er en vigtig medspiller et kæmpe spraglet kludetæppe sammensat af bukser, trøjer og andet tøj, som danserne kan iklæde sig.

Selv om den Reumert-prisbelønnede Tina Tarpgaard, der ikke mindst er kendt for sine interaktive koreografier til Recoil Performance Group, benytter en ret abstrakt fortælleform i »I My Mini Me«, formår hun at skabe en fortælling om og til de unge. En fortælling om teenagernes ønske om fællesskab og samhørighed, der veksler med ønsket om løsrivelse og selvstændighed i jagten på deres egen identitet.

Karakteristisk for Tarpgaard er koreografien rig på bevægelser og byder i sit legende udtryk på tekniske udfordringer til de tre dygtige dansere: Siri Woolthorn, Antoinette Helbing og Pierre Enaux. I en fin sekvens sætter danserne tilmed, på hver sit modersmål, tællinger på deres præcist udførte bevægelser, så tællinger på henholdsvis dansk, tysk og fransk bliver til et helt rytmekor.

En kæmpe rodebunke

Sjov er starten, hvor det hele ligner en kæmpe rodebunke med Helbing liggende på toppen af kludetæppet, der skjuler de to andre dansere. Hurtigt bliver bunken meget levende, og pudsigt stikker et pigeben ud i den ene ende, mens Enaux’ hoved dukker op i den anden, så det hele ligner et langstrakt menneske.

Med tøjstykker hæftet sammen bliver to dansere næsten som uadskillelige siamesiske tvillinger, der sammen triller, ruller og slår kolbøtter. Endnu tættere er samhørigheden, når to dansere forenes i det samme stykke tøj. Og hvordan teenagekroppen pludseligt bliver langlemmet illustreres sjovt, når Enaux’ lange arme stikker ud gennem ærmerne på den lille vævre Helbings bluse.

Hun undersøger også sin egen krop ved at sætte hele kroppen i rystende bevægelse, og der er ikke langt fra gråd til grin, når hun i sin jagt på identitet prøver at finde ud af, hvilket dyr hun egentlig kan sammenlignes med. Men selv om det til slut ser flot ud, når hun hæver sig over de andre iført kludetæppet som en gigantisk kjole, viser det sig at være et uholdbart image i teenagerens mange hamskifter.

Hvad: »I My Mini Me«.

Hvem: Produktion: Aaben Dans. Koreografi, koncept og iscenesættelse: Tina Tarpgaard. Scenografi: Signe Krogh. Videoscenografi: Alexander Lind. Musik: Pelle Skovmand.

Hvor: Scenen i Laboratoriet, Musicon, Roskilde. Sidste dag 14. marts.