»Et vintereventyr« er et forløsende mirakel

Katrine Wiedemann sætter Shakespeares »Et vintereventyr« klart, smukt og følelsesladet på scenen. Båret af fire fremragende skuespillere, ikke mindst af stortalentet Esben Smed.

Bevægende spil i topklasse: Natalie Madueño og Esben Smed i "Et vintereventyr". Foto: Per Morten Abrahamsen. Fold sammen
Læs mere

Når forløsningen endelig kommer, så forplanter den sig til hele teaterrummet. Så løber den op ad tilskuerrækkerne, der omgiver scenen i midten på begge sider, som et kollektivt lettelsens suk og et klukkende smil.

Det er den forløsning, som opstår, når glæden, håbet og kærligheden slippes ind. Nå bortkomne børn findes, forviste vender hjem, og de døde rejser sig. Når troen på det gode i mennesket genetableres - vi har ellers set den forsvinde som dug for solen, når kong Leontes i et anfald af vrangforestilling og gnavende tvivl har lukket det, Shakespeare andetsteds kalder det »grønøjede uhyre«, ind i sit sind: den jalousi, der ødelægger alt på sin vej. Som har fået Leontes til at forstøde sin hustru, jage sin bror på flugt og sætte sit eget barn ud til den visse død.

Det er dette eventyrlige håbets mirakel - at troen kan flytte bjerge -  Shakespeare inviterer os til at tro på. Og det indtræffer i Katrine Wiedemanns iscenesættelse af »Et vintereventyr« på Republique, netop fordi vi har befundet os derude på den anden side, hvor alt bliver mørkt. Med fire suveræne skuespillere som sine redskaber har Wiedemann ført os gennem historien om uskyldig lykke - treenighedens kåde leg i sneen - over den indskydelse, der forgifter Leontes' sind til den mørke katastrofe, hvor alt lys er gået ud, og hvileløsheden hænger over hovedet som en elpære, der ikke vil forsvinde. Til den sorg, hvor den lykkeligt dalende sne er forvandlet til dryssende aske.

Katrine Wiedemann og hendes tekstdramaturg, Karen Maria Bille, har dygtigt barberet Shakespeares vanskelige tekst ned til en fortættet fortælling med kun få personer. Og enklere og klogere scenografi end Maja Ravns kan man næppe forestille sig: Et hvidt scenegulv omkranset af glasvægge. Et klaustrofobisk terrarium, der bringer os helt tæt på skuespillernes åndedræt.

Er det først nu, man for alvor forstår, hvad Shakespeares fortælleivrige historie handler om? Det er lige før, man synes det. Ikke mindst takket være spillet, der viser, hvor fremragende en instruktør, Katrine Wiedemann er, også uden den billedstorm, hun berhersker så suverænt.

Dansk teaters nye, store navn

Hvor skal man starte? Det skal man med Esben Smed, som bekræfter alt det, man godt vidste i forvejen: Her er dansk teaters nye, store navn. Hans ungdom gør Leontes' tab så meget mere forfærdeligt, fordi han har det hele, ikke mindst en fremtid for sig. Fra starten er hans jalousi sat an med et furiøst attak. Katrine Wiedeman ved, at dette er et følelseslandskab.

Og Esben Smeds forpinte, bydende Leontes forvandler sig ikke bare til en hidsig anklager i en retssal, men ligefrem til den grimme følelse, der fortærer hele hans krop. Men samtidig er han forlenet med en rørende uskyld i det alvorlige blik, som muliggør den tilgivelse, der er ham i vente. En formidabel præstation.

Som den uskyldigt anklagede dronning Hermione er Natalie Madueño lige til at forelske sig i - med en fin trods nede under det stakkels.

En flot talende Mikkel Arndt gør ikke mindst fremragende fyldest som pædagogisk bindeled til publikum.

Og Ditte Hansen opbyder hele sin autoritet som den trofaste hofdame Paulina, forestillingens bankende hjerte. Lidenskab og kølig klarhed går hånd i hånd fra start til slut.

Denne Shakespeare-forestilling er ikke alene til at forstå på tværs af tiden. Den får også en følelsesmæssig volumen, som gør den til en smuk oplevelse. Ja, hvorfor ikke bare sige: til et bevægende mirakel?

Af William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse. Iscenesættelse: Katrine Wiedemann. Scenografi: Maja Ravn. Tekstbearbejdelse: Karen Maria Bille. Republique. Til 10. februar.