Et støvet teaterselskab

Folketeatrets turnéafdelings jubilæums-forestilling har svært ved at finde stemningen.

Mens vi venter: Peter Oliver Hansens figur får endelig afløb for sin musicaltrang i Folketeatrets jubilæumsforestilling »I vores bus er glæde«. I baggrunden ses Jacob Weble, Christiane G. Koch, Josephine Nørring, Donald Andersen og Birthe Kjær. Foto: Gudmund Thai Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Folketeatrets turnéafdeling – det, der dengang i 1963 blev kaldt for Det Danske Teater – fylder 50, og det fejrer landets største turnéteater med en jubilæumsforestilling, »I vores bus er glæde«.

Det med bussen er nu så meget sagt, for en gruppe turnerende skuespillere med kufferter venter på den, men den går i stykker, inden vi overhovedet er kommet i gang. Ventetiden fordriver ensemblet så med at spille fragmenter fra verdensdramatikken, for eksempel hele håndværkertruppens amatørskuespil fra Shakespeares »En skærsommernatsdrøm«, Tjekhovs tre søstre, der slår sig til tåls med deres lod, Holberg-citater – og med at synge teaterrelaterede sange for hinanden – fra »Pige træd varsomt« over »Cabaret« til »Fame«.

Formen er cabaretens, hvor indslagene følger hinanden uden ydre handling. Stilen er fragmenteret, løst sammenkittet, og de mange numre med vraggods fra teaterrepertoiret giver teatret lov til at stirre romatisk-forelsket på sig selv i spejlet.

De faste figurer har deres lille skelet: Den krukkede teaterdirektør, der selv er skuespiller (Steen Springborg), den modne primadonna (Birthe Kjær), ingenuen (Josephine Nørring), musicalfreaken (Peter Oliver Hansen), showmanden (Donald Andersen), dummepeteren (Jacob Weble), den unge mand (Jens Gotthelf) og hende midtimellem (Christiane G. Koch).

Godkendt gennemsnitlighed

Det er ikke, fordi det er en specielt dårlig forestilling. Den har trods alt sin strittende uforudsigelighed med sig. Den er bare ikke specielt god, selv om dét at sige det føles lidt som at blæse lysene på fødselsdagskagen ud, inden den overhovedet er blevet sat frem.

Stemningen har svært ved at indfinde sig, hvor meget de medvirkende end anstrenger sig. Birthe Kjær synger »Send in the Clowns« smukt, men det meste andet er godkendt gennemsnitlighed. Dygtige Fini Høstrup ved elpianoet lader fingrene danse hen over klaviaturet, men det ændrer ikke ved, at den musikalske opbakning bliver en smule spæd til det, forestillingen også så gerne vil være, ud over et litterært potpourri: Et festligt show.

Havde det ikke været formålstjenligt at spare en skuespiller eller to og tilføje en tromme og en bas for at få det hele til at fylde lidt mere? Og kunne man ikke have forestillet sig en lidt mere fantasifuld indramning end Marianne Nilssons lidt halvtriste baggrundsprojektioner?

Men det helt grundlæggende spørgsmål, som melder sig, er: Havde det i det hele taget ikke været en god idé også at pudse en moderne dramatiker løs på turnéteatret?

Er der ikke nok at sige om det forbandede og vidunderlige teater, som her mest af alt lignes med et støvet teaterselskab af den tvivlsomme slags, som vel strengt taget ikke findes mere – og tak for det.

Er teatret virkelig så gammeldags? Så er bussen da først virkelig kørt.

Hvad: »I vores bus er glæde«.
Hvem: Iscenesættelse: Geir Sveaass. Scenografi: Marianne Nilsson. Koreografi: Birgitte Næss-Schmidt.

Hvor: Folketeatret. Turné i hele landet. Se hvor på folketeatret.dk.