Et hjem er noget, vi giver til hinanden

Glimrende skuespilpræstationer og veloplagt iscenesættelse: Teater Grobs "På herrens mark" er en god forestilling om at være være menneske i en moderne verden.

Jens Sætter-Lassen som den døende David i et sjældent intimt øjeblik med hustruen ( Rosalinde Mynster ) i Teater Grobs »På herrens mark«. Foto: Christian Geisnæs. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»På herrens mark« er sidste del i Teater GROBs projekt »Det 6. kontinent«, der gennem seks nyskrevne og løst forbundne værker undersøger, hvad det vil sige at være dansk i en udansk verden, eller som teatret selv formulerede det ved projektets start: »en ydre og indre jordomrejse om identitet i en global verden«.

Det globale aspekt har spillet varierende betydning, mens identitetsproblematikken har været central i alle forestillinger, således også i »På herrens mark«, hvor en gruppe pårørende skal finde sig selv og hinanden omkring Davids dødsleje og til hans gravøl. Temaet introduceres per voice-over: »Vi er alle på herrens mark. Vi har alle brug for et hjem« og samles fint op i slutscenerne, hvor Davids mor og kone til sidst finder sammen, efter at det er fastslået, at »hjem er et abstrakt sted«.

Nok kan vi knytte os til ting og steder og lade stuen dominere af en anevæg, men hjem er noget, vi skaber for hinanden mennesker i mellem. Det er da et bud på identitet i en globaliseret verden, og »På herrens mark« kobler sig dermed på den halvdel af sekstetten, hvor den indre rejse og familietemaet dominerer, mens de ydre rammer og fremmedhedstemaet var mere markant i de øvrige tre.

David har vi mødt før i »Warszawa« (2. del) og Julie Petrine Glargaard får også behændigt inkluderet andre gengangere og referencer til de foregående forestillinger. Scenograferne Marianne Nilsson og Anne Mette Drivsholm har skabt de visuelle rammer alle seks gange, denne gang med en fin fabulering over nordisk design på hhv. institutions- og øvre middelklassemåden.

Teksten er noget skematisk i de familiære konfrontationer, men fænger fint i Per Scheel-Krügers dynamiske iscenesættelse i den insisterende realistiske kammerspilsform, der er indbegrebet af GROB. Solbjørg Højfeldts selvopfyldte modermonster er måske på grænsen til karikatur, men vi kender hende alligevel og hun leverer en fornem, overbevisende præstation som kvinden, der tabte sin historie et sted på selvrealiseringens vej og nu får chancen for at skabe en ny sammen med sønnens efterladte familie.

Stærk Rosalinde Mynster

Hun spejles af kunstneren Jeppe fra »Små forstyrrelser« (4. del), som Morten Suurballe formår at gøre elskelig trods en ikke mindre selvoptagethed af svage hofter og altings forfald i hjemlandet.
Rosalinde Mynster er stærk i sin knugende sorg, og et af forestillingens smukkeste øjeblikke er hendes stille higen efter nærhed i Davids sygeseng. Han skubber hende væk, som han skubber alle nære væk i den fuldstændig meningsløse situation, han befinder sig i.

Jens Sætter-Lassen rammer den nedtonede desperation, der slipper ud gennem større og større sprækker, mens han regrederer til barn igen, da mor alt for sent dukker op. Fremhæves skal også Martine Levinsens polske sygeplejerske Ania, der professionelt og varmt er det tætteste på et hjem for David i hans sidste tid.

»På herrens mark« siger måske ikke så meget om en globaliseret, udansk verden. Faktisk er det en meget dansk verden og temakreds, vi befinder os i. Men den siger os noget om det at være menneske i dag gennem fornemme skuespilpræstationer og en veloplagt iscenesættelse, hvor komik og tragedie er forbundet som i livet selv. Det er en god forestilling, der får landet Det 6. kontinent« i Danmark og i de  relationer, der udgør vores hjem, lige meget hvor vi er.

»På herrens mark«  Manuskript: Julie Petrine Glargaard. Iscenesættelse: Per Scheel-Krüger. Scenograf: Marianne Nilsson & Anne Mette Drivsholm – MAAM. Teater GROB til 8. april.