Et femstjernet spark fra Christian Lollike

Christian Lollikes vækstkritiske »All My Dreams Come True« er en teaterfest på sortest mulig baggrund. Marie Louise Wille og Morten Burian går knivskarpt til makronerne.

Er vores evne til at forestille os en anden verden blevet spist af »disneyficering«? Morten Burian og Marie Louise Wille på scenen. Foto: Rufus Didwiszus Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»B«, forestillingens ene navnløse hovedfigur, gnider teaterblod ud i ansigtet på den vaskeægte spastiker, der sidder i sin kørestol og lige er blevet henrettet af en lige så autentisk dværg med en legetøjspistol, for han »bidrager jo ikke til væksten«.

Så trækker »B« bukserne ned – helt ned - og fingerer bollebevægelser i skudhullet med et smørret grin til publikum. Alt sammen i et forgæves forsøg på at mærke noget.

Scenen er en slags kulmination i Christian Lollikes omdiskuterede stykke »All My Dreams Come True«, som først spillede på Aarhus Teater og nu kan ses på Københavns Musikteater i regi af CaféTeatret.

Så bliver det ikke meget mere smagløst. Så bliver det ikke meget værre. Så bliver det ikke meget mere »provokerende«, hvis den moderne teatergænger da overhovedet længere kan tage anstød af noget som helst. For det problem, der gang på gang formuleres af kvinden »A« og manden »B« på scenen er jo også vores problem: »Jeg kan ikke mærke noget som helst«.

Christian Lollike vil noget så gammeldags som at bevidstgøre sit publikum. Han er en politisk dramatiker, der insisterer på at stille de spørgsmål, vi har svært ved at stille selv. Vi har mistet evnen til at tro, at tilværelsen og kloden overhovedet kan se anderledes ud, end den gør, mener han – titlen refererer til den »disneyficering« af vores kollektive bevidsthed, der har sat sig på tværs. At der ikke er et alternativ til kapitalismen, forbrugerismen og den golde vækst.

Skulle det ikke være sunket ind, bogstaverer Marie Louise Willes nyligt omvendte civilisationskritiker det for os og for scenepartneren Morten Burian med blottet revolutionsbryst lige inden, det hele er slut: »Vi minder om aber, der sidder og kigger ind på brænde og tændstikker og tror, at kulde bare er noget, man skal lære at leve med.«

Vi kan faktisk ændre verden. Hvis vi vil.

Eventyrperformance

Tiden indtil da har Lollike, der også selv har iscenesat, brugt på både groft, skarpt og temmelig skægt at vise, hvordan de to navnløse, forkælede og selvoptaget deprimerede mennesker længes efter noget, de ikke ved, hvad er. De er trætte af det hele. Trætte af sig selv, trætte af tiden, trætte af fremtiden. Men de mærker, at de savner noget. De vil »ind i en fortælling,« siger de til os.

Og det kommer de. Går ind i skabet og ender som Prinsen og Snehvide i en vildtvoksende surrealistisk, sorthumoristisk eventyrperformance befolket af alternative kroppe, et vrængbillede af Disneys eventyrfigurer, der inddrages i parrets stadigt mere desperate føleeksperiment og håbløse forsøg på ikke at reproducere repressive værdier.

Lollike skriver begavede replikker, man har lyst til at citere, og det hele er i tilgift stærkt underholdende i sin groteske overskruethed, for samtidig er forestillingen lidt af et gennembrud for instruktøren Christian Lollike, selv om ideer og udsagn med tiden kører en smule i ring. Og skuespillerne Marie Louise Wille og Morten Burian går knivskarpt til makronerne med hele deres saftige, drastiske omstillingsparathed og med djævelsk glimt i øjet. Hvilke skuespillere! En teaterfest på sortest mulige baggrund. Et opløftende spark i den kollektive bevidsthed. Kan vi føle noget? Gu’ kan vi så.

Hvad: »All My Dreams Come True«. Hvem: Manuskript: Christian Lollike med tekstfragmenter af Jens Christian Lauenstein Led og Tanja Diers. Iscenesættelse: Christian Lollike. Scenografi: Rufus Didwiszus. Hvor: CaféTeatret på Københavns Musikteater. Samproduktion med Aarhus Teater. Til 19. oktober.