Først en halv time på den ene side. Så en god halv time på den anden side.
Og bagefter på ryggen over al denne musikalske magi og sproglige opfindsomhed.
»Sol går op, sol går ned« er seneste satsning på Operaens intimscene. En relativt kort installation med musik af Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Et drama med sungne ord fra Det Gamle Testamente og talte ord af den ekvilibristefærdige Ursula Andkjær Olsen.
Formidlet med enestående engagement af et lille hold sangere, skuespillere og dygtige dansere – eller skulle man kalde dem dødsforagtende cirkusartister. Plus musikere fra Det Kongelige Kapel med glimrende Jakob Hultberg som dirigent.
Det hele transponeret ind i et kosmos af tremmer, bløde bolde og aktører i bodystocking. Som hvis »Idioterne« var i lag med McDonald’s boldhav. Og malet af Michael Kvium imens.
Boldene kan illudere mægtige planeter. De kan også bare være en slags limefrugter. Eller er de i sidste ende elementarpartikler på vej mod kædereaktion?
Spillernes arbejdsopgave: At få scenen tømt for boldene og de øvrige rekvisitter.
Det lykkes til almindelig orientering hverken i første eller anden akt.
Mange ord repeteres om og om igen – som altid i absurd teater. Ord om »chefen«, om »madpakker«, om at »implodere«. Hvis man vil forstå deres mening, skal man bare kigge på sit eget liv.
Ord som »pik og patter« er heller ikke guldkorn i sig selv. Men sæt så »røv og nøgler« bagefter og gør dem til kunst.
Eva-Maria Melbye har instrueret. Hun satte også »Babel« på Hofteatret i scene for et par måneder siden. Og hun lægger stort set samme vinkel ind over de to forestillinger – på ondt og godt:
Vi møder kun Biblens ord og Ursula Andkjær Olsens opdaterede talemåder med ørerne. For ingen af ordene oversættes til egentlige følelser eller genkendelige situationer.
Hele setuppet minder i den forstand om livet i et børneværelse eller måske gummicellen. Altså om steder, hvor intellektuel underlegenled ikke gør skade.
Kan du ikke rigtig følge med, når de voksne snakker? Bare rolig. Viden gør folk lidt mærkelige. De var måske endda bedre tjent uden.
Men det kan samtidig være uhyre konsekvent og yderst underholdende. Forestillingen kan ses igen og igen og vil i øvrigt virke vidt forskellig fra forskellige pladser.
Og den myldrende musik af Pelle Gudmundsen-Holmgreen forbliver et underværk: Aktiv, men aldrig påtrængende. Smuk, men aldrig gammeldags.
»Sol går op, sol går ned« er blevet et dejligt værk. Langt nok til at elske. For kort til at hade. Chefen må glæde sig.
Hvem: Sangere, skuespillere, dansere og musikere fra Det Kongelige Teater.
Hvad: »Sol går op, sol går ned« af Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Ursula Andkjær Olsen.
Hvor: Takkelloftet, fredag. Spiller til 27. februar.
