Er jeg mand, eller er jeg kvinde? Og er det ikke lige meget?

»Orlando« flyder ind og ud af kønnene i Elisa Kragerups legesyge og sanselige sceneversion af Virginia Woolfs roman. Men det er først og fremmest teater om sjælens ubodelige ensomhed. Forbandet godt teater.

20180919-133314-7.png
Orlando (Maria Rossing) oplever kvinderollens hårdt korsetterende begrænsninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Natascha Thiara Rydvald

I virkeligheden er vores liv vel ikke meget at råbe hurra for – sådan i det store perspektiv. Her i dag, væk i morgen. Og tilmed begrænset af de erfaringer, som vores køn giver os. Men hvad nu hvis? Hvad nu, hvis man kunne leve evigt – bytte liv, opleve forskellige tidsaldre – med muligheden for at høste alle de erfaringer, nye roller giver en undervejs? Vel at mærke med evnen til at bevare sig selv gennem det hele?

Det gør den androgyne hovedperson på mirakuløs vis i Virginia Woolfs skæmteroman »Orlando«, som Betty Nansen Teatret sætter på scenen med Elisa Kragerup, ny teaterdirektør på stedet, som instruktør. Den unge adelsmand og poet lever simpelt hen videre i 400 år, glider ind og ud mellem tilværelser op gennem seklerne. Påtager sig nye skikkelser, og midtvejs – også i teaterforestillingen, lige inden pausen – skifter han tilmed køn. Han vågner ganske enkelt op som kvinde. Hele tiden i konstant jagt på sig selv, men uden anden erkendelse til sidst, end at hun først og fremmest er det, som mennesket er og bliver: alene.

Så queer, så det gør noget

Kunne det der med det flydende køn overhovedet blive mere aktuelt? Mere rigtigt i tiden? Er jeg mand, er jeg kvinde? Og er det ikke lige meget? Et spørgsmål, Orlando stiller sig selv et stykke oppe i sin tidsrejse i den forelskelsens rus, hvor osmosen med den udvalgte er total. Så queer, så det gør noget, altså, hvilket Elisa Kragerup naturligvis underbygger ved løbende at lade mænd spille kvinder og kvinder mænd rundt om Orlando i centrum. Men det er sådan set ikke så meget det, man tager med sig, når skuespillerne har modtaget applausen først med buk, siden med kniks. Det er de store gåder: Hvem er jeg? Hvem er jeg også? Hvem er jeg mest?

»Hvem er jeg? Hvem er jeg også? Hvem er jeg mest? «


Spørgsmål, der fluktuerer smukt og levende gennem Maria Rossings kraftcentrum af en figur. Hun er klovn og poet, barn og voksen, mand og kvinde, hun er boblende livskraft, uskyldig og vidende, manisk skrivende, manisk søgende i sin ubodelige ensomhed op gennem tiden. Hun er den tusindkunstner, der kan favne det alting, man næsten synes, Orlando skal være. Alletiders, med andre ord.

Organisk drømmespil

Med et kor af fødselshjælpere og fortællere bestående af Mikkel Arndt, Tina Gylling Mortensen, Xenia Noetzelmann og Anton Hjejle, som med overskud og komisk aplomb låner sig selv til alle de figurer, titelpersonen møder på sin færd. Hele tiden sat i scene med den opfindsomme legesyge, der bringer kroppe og Woolfs smukke prosa begavet og sanseligt i spil – og som først og fremmest gør »Orlando« til et skønt organisk drømmespil, hele tiden med omskifteligheden som omdrejningspunkt – en tilstand, der også hjælpes godt på vej af Maja Ravns formidable scenografi. Projektioner på det skrånende scenegulv reflekteres flot i bagvæggens kæmpespejl og giver muligheder for optisk bedrag. Vel at mærke uden at fratage publikum evnen til at digte med.

Bedre start kunne Elisa Kragerup næsten ikke ønske sig på Betty Nansen Teatret. I det nye liv, det gamle teater netop har fået. Teater til tiden, jojo. Men først og fremmest teater til alle tider.

»Orlando«. Manuskript på baggrund af Virginia Woolfs roman: Sigrid Strøm Reibo og Njål Helge Mjøs. Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Scenografi og kostumer: Maja Ravn. Oversættelse af romanen: Karsten Sand Iversen. Betty Nansen Teatret. 14. september – 13. oktober.