Et ben i hver lejr. Det er det, han har, Zaki Youssef. Og det er det, hans oneman-show, som teatret Sort/Hvid spiller som en co-produktion med Det Kongelige Teater i en nedlagt slagtehal i Kødbyen, tager sit udgangspunkt i. »Jeg hører stemmer«, hedder forestillingen, der tegner sig som et satirisk, kontant standup-show med egne, nogenlunde autentiske erindringer, skarpe holdninger og musikalske tankestreger lagt ind – helt alene er han nu i parantes bemærket ikke, for hvad det musikalske angår, hjælper Turkman Soldjah formidabelt rapfingret til med sine pladetallerkener og svedige tracks. Og hvad er det så for stemmer, han hører, Zaki Youssef? Det er de stemmer, som den halvt danske, halvt ægyptiske Zaki har hørt hele sit liv, og som han nu sætter sammen til fortællingen om den indvandringsdebat, der hele tiden har påvirket verdens syn på ham, hans på den og sit eget syn på sig selv.
Centralt står en samtale, den »adfærdsvanskelige« rod fra betonbyggeriet har med skolepsykologen, som ikke mener, man kan være halvt det ene, halvt det andet: »Du må vælge«. Det er det valg, Zaki Youssef nægter at foretage: »Jeg har ikke tænkt mig at vælge fucking hold, og I kan allesammen vælge en tudekiks, hvis I har et problem,« som han rapper.
Ny bølge af autentisk teater
Autofiktion hedder den bølge af teater, hvor et menneske stiller sig op med sin autentiske krop og fortæller sin egen historie. Og det er lige præcis den unikke position, Zaki Youssef kan påberåbe sig, der gør det muligt for ham at gå til diskussionen med en troværdighed, en skuespiller, der blot havde lært en tekst, aldrig ville kunne komme i nærheden af. Han flintrer og farer ind og ud af de mange stemmer i debatten med revymæssig træfsikkerhed: Er snart sin fraværende far, så en ghettodreng, snart en halvtruende slægtning, der har vendt sig mod islam, så en eftergivende hallal-hippie af en efterskoleforstander, der til sidst lokkes med til at arrangere en stening nede ved flagstangen (!) Så giver han stemme til den – jysktalende! – almindelige, småracistiske dansker. Og hele vejen til sig selv i på vekslende alderstrin.
Det hele uforfærdet lanceret med en flabet charme eller en blød følsomhed, når det er det, han vil – for blot i næste sekund at lade den afløse af den intelligensbårne, næsten intimiderende skarphed og et velgørende frisprog. Heller ikke publikum går ram forbi - hvad enten vi er brune eller blege.
Verbale håndmadder
Hans helt store force er netop det, der har været ved at rive ham midt over: evnen til at se tingene fra flere sider. Men også en ubestikkelig integritet og modet til at sige det. Uforfærdet påpeger Zaki Youseff fordomme, fastlåste positioner, lette forklaringer, urimelige følgeslutninger, vattet følgagatighed, både konflikskyheden og det unødigt konfrontatoriske, den hysteriske retorik – på begge sider af skillelinjen mellem »dem« og »os«. Han uddeler verbale håndmadder til hele koret, og han tilbyder de nuancer, som ellers ikke er til at få øje på. Han gør det tilmed ironisk skarpt, skægt og med et overskud, der er fænomenalt smittende.
Når det hele munder ud i en fælles, gyngende musikalsk omfavnelse med Turkman Souljah på lydanlægget, mødes vi alle i en anden og bedre verden, hjemme i musikken. Hjemme i hinanden. Det er lige før, man tror, der er et håb. For dem. Og for os.
Hvad: »Jeg hører stemmer«.
Hvem: Tekst, performance og komposition: Zaki Youssef. Musik og komposition: Turkman Souljah. Iscenesættelse: Christian Lollike.
Hvor: Sort/Hvid i samarbejde med Det Kongelige Teater. Staldgade 38, København V. Til 14. november. Herfeter turné. Genoptages i københavn 7. - 12. december.
