Er du angst, Lille Lars?

Vittig og ondskabsfuld satire over fænomenet Lars von Trier knækker på midten

Jens Jørn Spottag som Lars von Trier. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Hvem møder Lars von Trier på vej ind i det mørke, der skal give ham inspirationen tilbage? Hvem er den vejviser og mentor, der giver ham fred i sindet? Hvem afslører sig som den, der hele tiden har været historiens fortæller på soundtracket i dramatikeren Jakob Weis’ og Teater Vs beske satire »Lars von Trier – persona non grata?«.

Det gør selveste Adolf Hitler, manden hvis ideologi og æstetik den danske filminstruktør kom til at afsløre sin sympati for på filmfestivalen i Cannes – hvad enten det nu var en hårdkogt joke eller ej. Jens Jørn Spottag spiller dem begge to på skærmen. Hvem sagde spejling?

Nej, han lægger ikke fingrene imellem, dramatikeren Jakob Weis. Dette er så det tredje indlæg i hans imponerende tidsspejling med tre forskellige, omdiskuterede kulturpersonligheder som omdrejningspunkt.

Først var det billedkunstneren Kristian von Hornsleth, der måtte holde for i stykket med den krasbørstige titel »Udslet Hornsleth«, et opgør med kynismen i kunsten, der endte med at henrette sin titelperson.

Casper Christensen optrådte til gengæld slet ikke i »Casper Christensen komplekset«. Det gjorde derimod den ironisk distancerede tidsalder, vi kan gøre grin med alt. Med komikeren som symptom på noget i tiden, der i sidste ende ville ende i den absolutte relativisme og ligegyldighed.

Den indædte moraliseren gjorde især dette andet stykke i suiten til et fremragende stykke dramatik, der gik fra sitcom-satire til nådesløst mareridt i yderste potens. Helt så langt kommer Jakob Weis desværre ikke med sit portræt af Lars von Trier.

Åndelig striptease

Første del er ganske vist en morsom og skarptunget åndelig striptease – i bogstaveligste forstand – af den klynkende filminstruktør, der sidder isoleret i en slags betonarmeret førerbunker og er ramt af en lammende depression:

Han er i kreativ krise, han er alkoholiseret, hele verden hader ham.

Vi møder en desperat von Trier, der forsøger at genopleve det øjeblik, hvor han på få sekunder gennemgik en nedsmeltning på filmfestivalen I Cannes.

Til det brug har han indhentet to sagesløse stykker skuespillerkvæg, vittigt, leflende og efterhånden trodsigt spillet af Caspar Phillipson og Karin Bang Heinemeier.

Jens Jørn Spottag forsøger kun at ligne von Trier i det ydre, men går frygtløst linen ud i sin vekslen mellem manisk egocentri, vrissen arrogance og flæbende selvynk med bar røv.

Og snedigt sender dramatikeren Peter Aalbæk-Jensen ind i badekåbe og bøllehat i skikkelse af en iskold Hans Henrik Clemmensen. Den skruppelløse pengemand, der kan levere den kølige analyse af det upålidelige fænomen von Trier, som Weis’ førsteakt i det hele taget også er: »Du har opdraget dem til myten Lars, og den tager man sgu ikke lige af igen.«

Hvad bruger Jakob Weis så von Trier til? Til en diskussion af æstetik kontra moral. Af form og indhold. Og samtidig er der et par flade til lidt af hvert, hvis man læser sine kultursider, spidsformuleret i grovmelerede replikker: Zentropas bilagscirkus, Politikens journalistik, publikums fascination af von Trier: genial eller en omgang kold luft?

Samtidig må hans von Trier lide den tort, at et lille teater i Valby vil opføre en forestilling bygget på hans liv: »Har de slet ikke spurgt? De gør det bare.«

Andenakten skuffer fælt

Og så er vi fremme ved andenakten, der desværre skuffer fælt. Ikke fordi diskussionen om fiktionsretten til et menneskeliv ikke er interessant, men retssalsopgøret mellem Zentropas advokat og teatrets – med en ugle som dommer og publikum som jury – er noget nær dramatisk kollaps.

Det er muligt, at dramatikeren som en anden von Trier har pålagt sig selv tavshed op til premieren, men her bliver projektet lige lovligt selvrefererende.

Er den teaterforestilling, vi overværer, teatrets ret i ytringsfrihedens navn eller en uetisk omgang med samme?

Det havde været mere interessant, hvis dramatikeren ikke havde insisteret på at kaste så stærkt et lys ind over den problemstilling, der er det pirrende ved hele projektet.

Hvad: »Lars von Trier – persona non grata« af Jakob Weis.

Hvem: Iscenesættelse: Pelle Koppel. Scenografi: Rikke Juellund.

Hvor: Teater V, Valby. Til 31. maj.