Der er tilsyneladende brug for skytsengle til at genoplive den Hjørring Revy, som mange ellers for længst havde erklæret død og borte.

Den genopstandne revy åbner i hvert fald med hele holdet som den englevagt, der skal få hele revyen til at glide. Så er det ligesom etableret: Hjørring Revy’en, engang dansk revys sikreste latteroase, er tilbage efter seks års revypause.

Vi kommer altså flyvende fra start, om man så må sige. Og som et lille mirakel holder revyen sin høje standard fra start til slut. Den har fundet melodien. Ikke bare i bogstaveligste forstand: Revydirektør Henrik »Baloo« Andersens musik er lige så smittende, som han selv ser venlig ud. Men altså også i det hele taget.

Den kaster ikke vrag på revygenrens bundtraditionelle ingredienser, men vover også at være sin egen med lidt mere skæve ideer som krydderi. Med Ina-Miriam Rosenbaum som kunstnerisk leder og scenens diminutive, men autoritative midtpunkt har revyen fundet sin egen elegante vej mellem det sikre og det uforudsigelige.

Meget at glæde sig over

Noget kan stadig blive lidt tjeppere, men hvad gør det, når der er så meget at glæde sig over, så meget at more sig over? Om det så er det traditionelle sponsornummer, der hylder revyens stort set hele Hjørrings handelsstand, får man det brugt til samtidig at gøre grin med stort set hvem som helst i tidernes talentparader – fra Hella Joof til Britt Bendixen.

Parodierne tager Karsten Jansfort sig ellers af i et par habile Carl-Erik Sørensen monologer, der vækker lykke – så pyt med delvist genbrug af vittighederne. Først Frederik på lynvisit og siden Anders Fogh. Og samme Carl-Erik Sørensen tegner sig for revyens mest overrumplende nummer, hvor humor og politisk satire går op i en højere enhed. To indvandrerkvinder i fuld niqab samler danskerpoint med nettoposen ladet med bajere. Kan det blive meget skrappere, kan det blive meget sjovere? Herligt sat på bænken af Rosenbaum og Lone Rødbroe.

Når nestoren Sørensen er bedst, er han stadig lige en tak bedre end de andre. Og Ina-Miriam Rosenbaum viser, hun kan synge »den store vise«, når hun forgylder en sentimental pingvinappel om klimaforandringerne med mørkøjet cabaretintensitet, mens livstykket Lone Rødbros saftige humør tager kegler overalt, hvor hun dukker op.

Det gennemmusikalske hold går i det hele taget formidabelt i spand: Revyens overlegne song-and-dance-man Donald Andersen er på stikkerne som Obama, der ordner verdenssituationen på et trommesæt, der ikke er der.

Marie Dalsgaard mangler måske til gengæld nok et rigtigt godt solonummer, men hendes moderne type er til gengæld anvendelig overalt i revyen. Og så er der altså også lige det med musikken. Den får himlen til at åbne sig over Hjørring og får englene til at synge. Den er næsten det hele værd. Velkommen hjem til Hjørring. B