»Man skal give sig selv fuldt ud for at få succes«. Det er et mantra, pigen med de brændende øjne gentager igen og igen. Selv har hun været villig til at ofre det hele. Hun har gennemgået ikke så lidt for at nå dertil, hvor hun gerne vil nå. Opofrelse prædiker hun. »Det betaler sig«. Hun er med andre ord villig til at gøre hvad som helst.
For hvad? For at opnå de 15 sekunders berømmelse, hun – måske, vist nok ikke – står på randen af med den audition til et tvivlsomt realitykoncept, hun er indkaldt til. Man må gribe de chancer, man får, »for det er ikke hver dag, toget kommer forbi«.
Nu lukker hun op for sin historie i én lang ubrudt række af bekendelser, en talestrøm, der beviser, hvilke yderligheder hun fra en tidlig alder har været villig til at udsætte sig for for at få succes som kvinde.
En endeløs strøm af fascistisk vraggods, forvredet kropsfokus, faderbindinger, spiseforstyrrelser, seksuelle ydmygelser, selvhad og overvurdering i en – ja, en strøm af »Lort« – deraf titlen på den fascinerende, italienske monolog, som Husets Teater nu spiller med fænomenet Danica Curcic i stykkets eneste rolle.
Når tilskuerne kommer ind i rummet, sidder hun nærmest som en udstillingsobjekt på en piedestal i det tomme, hvide rum. Forvarsløs: Værsgo at fortære mig.
Den nøgne krops perfekte symmetri står i skarp kontrast til det selvhad, der vælder ud mellem de malede læber. Eneste rekvisit er den mikrofon, der både tillader hende at afsynge den italienske nationalmelodi og holde en af de mange pikke, hun har mødt på sin vej, tungt i hånden. Og som opfanger Danica Curcics gennemarbejdede præstation, der har det hele:
Den næsten rørende lillepigede usikkerhed i de flakkende øjne, den kælne, udspekulerede kvindelighed. Den spejlblanke, iskolde egoisme og narcissistisk forskruethed i lys lue, når hun effektivt driver selvhævdelsen frem i furiøse crescendi, der hver gang slutter med et flænsende skrig: »Det er mig, mig, mig!«
Uforfængeligt selvforglemmende
Danica Curcic besidder lige præcis den dobbelthed, denne monolog skal suge næring af: Den skræmmende, kalkulerede skruppelløshed på den ene side, den smadrede selvbevidsthed og hjælpeløshed på den anden. Den frysende udsathed og det skarpe vid.
Og med sin ualmindeligt melodiske stemme og tekniske brillans gør hun undertiden ordstrømmen til et virkelig gennemarbejdet, orkestreret stykke musik, når hun giver ordene deres egne klange og farver.
Det er en meget modig præstation, uforfængeligt selvforglemmende, samtidig med at Danica Curcic bevarer den fulde kontrol over sin præstation, fornemt hjulpet på vej af instruktøren Simon K. Boberg. Hun er en toptunet skuespiller, og det er først og fremmest hendes tilstedeværelse, der gør »Lort« til den oplevelse, den er.
Den italienske dramatiker Cristian Ceresolis modstandsmonolog lider måske en smule af redundans, men er ellers nu i tilgift en kraftfuld poetisk tekst med stor dramatisk kvalitet.
En tekst på omdrejningshøjde med tiden, en uhyggelig abstraktion over ny menneskelig bevidsthed, den type undertrykte, langsomt fortærede mennesker, der må blive resultatet af de værdier, der hersker i Berlusconis Italien præget af et kulturelt kollaps – eller i hvilket som helst samfund, der insisterer på at lade dumhed og konsumerisme regere.
Det er os lige om lidt. Eller er det det allerede? Det er næsten for uhyggeligt at tænke på.
Hvad: »Lort« af Cristian Ceresoli.
Hvem: Oversættelse: Rie Boberg og Simon K. Boberg, Iscenesættelse: Simon K. Boberg.
Hvor: Husets Teater. Til 7. februar.
