Endelig er Ringen hel

Opera: »Nibelungens Ring«»Nibelungens Ring« på Operaen lever op til alle forventninger. Kasper Bech Holten har forvandlet det 17 timer lange epos til en saga i familie med både »Godfather« og »Krøniken«.

Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Og han har gjort Richard Wagners tanker om det altomfattende kunstværk mere virkelig end nogensinde. Danmark er kommet på musikkens verdenskort.

Dronningen sidder der. Og forfatterinden Hanne-Vibeke Holst. Og millionæren Claus von Bülow - kendt fra en af firsernes mest omtalte mordsager og portrætteret i en hel film med Jeremy Irons i hovedrollen.

Men først og fremmest sidder der en masse almindelige mennesker. En hel masse danskere. Skibsrederens operahus ude på Holmen er blevet folkeeje. Det samme er operachefen, Kasper Bech Holten. Og på en måde er husets seneste og hidtil største satsning det også.

Faktisk ligner »Nibelungens Ring« begyndelsen på en hel vækkelse. Alle vil ud og se Richard Wagners 17 timer lange epos. Alle vil have billetter til de fire dage. Og når dagene er i gang og folk tuller rundt mellem kaffekøer og vinduerne med udsigt til det voksende skuespilhus - så siger alle det samme: At det ligner Operaens egentlige åbning. Her viser man virkelig, hvad det kan.

Ja, man gør. Ikke alene fordi den storslåede scenografi kører frem og tilbage, op og ned - hele vejen fra Jules Vernes fremtidsvisioner, gennem gudeverdener på oldefars tid, videre gennem tosomhed på bedstefars tid og halvfjerdsertriste teenageværelser og frem til mafiøse sofagrupper anno 2006.

Men fordi huset har gjort det hele selv. Kasper Bech Holten behøvede knap nok tage telefonen. Han behøvede bare spørge en helt almindelig hverdag på kontoret - og vupti sad han med to håndfulde sangere i verdensklasse. Utroligt nok har han kun lånt én sanger udefra: Nemlig overguden Wotan alias Odin i amerikaneren James Johnsons skikkelse. Komplet med venstre øje kosmetisk lukket og rungende i sin modne svaghed.

For hvordan pokker fik hans underguder trukket tæppet væk under sig selv? Hvordan fik verdenshistorien pludselig plads til menneskene? Hvordan kunne det gå så galt?

Holten som feminist
Fordi det begynder med en graviditet. Kasper Bech Holten er ikke kun operachef og instruktør. Han er også feminist. Og han har gjort Wagners kritik af den gryende kapitalisme til en kritik af mandssamfundet: Wotans gravide datter sidder mellem en masse reoler på højde med Stonehenge. Hun tager en bog og bladrer lidt i den. I samme øjeblik går handlingen i gang. Orkestret under ledelse af nationalscenens musiksuveræne Michael Schønwandt lader Wagners musik vokse ud over alle bredder. Det har måske aldrig spillet bedre.

Brünnhildes bladren er en bladren i hukommelsen. Pludselig befinder vi os mange år tilbage. Nærmere bestemt i den gamle gudeverden - dét gør vi i hele tetralogiens første del, »Rhinguldet«. Endnu nærmere bestemt på Alberichs dejlige sted ved Rhinen.

Men ak! Alberich er ikke gud. Han er dværg. Og han har det ikke så godt - for pigerne gider ikke det frække. Imens svømmer en ung mand rundt i et akvarium. Mon det er Rhinguldet? Nøglen til al magt? Det kunne da komme an på en prøve. Staklen rejser sig, stikker sin hånd ned i akvariet og hiver det bankende hjerte ud af kroppen på ham. Blodet sprøjter til alle sider. Så kender man Kasper Bech Holten igen.

Og sådan fortsætter det 17 timer igennem. Fortsætter med tetralogiens bedste værk, »Valkyrien«. Her hvor menneskene for første gang rører på sig. Pludselig er vi fremme i halvtredserne eller deromkring. Sieglinde sidder og venter på ægtemanden Hunding. Men så bryder Siegmund ind i stuen. Hendes ukendte tvillingebror...

Traditionelt ser man ham flygte gennem en skov. I takt med forspillets rastløse flugtmusik. Kasper Bech Holten bruger tiden anderledes fornuftigt: Han viser Sieglinde som hjemmegående offer for tosomheden. Når først Siegmund ligger sveddryppende på hendes sofa - så ved man jo, han har været på flugt. Dummere behøver man ikke gøre folk. Genialt. Men selvfølgelig kommer Hunding i skikkelse af Stephen Milling hjem. Gode råd er dyre. Scenen hører til de mest uhyggelige i dansk opera til dato. Bare at se denne nazistiske psykopat skåle med den mand, han senere sender i døden... Uha uha.

Og dog. Hele tetralogien er fuld af den slags scener. Den ene mere uforglemmelig end den anden. Som i »Siegfried« - cyklens tredje del, cyklens scherzo, cyklens bevidst tynde og sommetider næsten hudløse midtpunkt. Et sted opsøger den stadig mere fortvivlede Wotan sin gamle flamme Erda i skikkelse af Susanne Resmark. Kun for at opdage, at også hun er blevet ældre... Den scene glemmer man aldrig.

For ikke at nævne begyndelsen på sidste del, »Ragnarok«. Her er vi helt fremme i vor tid. De tre norner sidder nede blandt publikum - synger hele scenen fra deres plads. En rystende og samtidig ustyrlig komisk oplevelse.

I dét øjeblik kulminerer hele Kasper Bech Holtens arbejde. Man aner en anden virkelighed: At hans »Nibelungens Ring« også er en Ring om Ringen. At enhver moderne Ring nødvendigvis må være det. At det hele er ét stort verdensteater.

Firefold bedre samlet
For at forstå hans geniale udspil, må man tilbage i historien: Wagner havde egentlig tænkt de 17 timer som et gesamtkunstværk. Opera skulle ikke længere være sang alene. Fra nu af skulle teksten og sangernes mimik være lige så vigtige. Men sådan gik det sjældent. Langt de fleste bud på »Nibelungens Ring« endte som fuldstændig traditionel opera.

Alt det har Kasper Bech Holten gjort op med. Det er også derfor, man stort set ikke lægger mærke til de berømte ledemotiver. Skuespillet siger det hele. Skuespillet og de mange hundrede små hints, man hele tiden går på opdagelse i. Tag bare en lille ting som hovedpersonernes drikkeri: Alle svømmer i sprut. Lige undtaget Siegfried, søskendeparrets uspolerede elskovsbarn - han er på danskvand. Til en begyndelse...

Kort sagt: Holtens bud er teater med musik. En familiesaga, der kunne være skrevet af Ibsen eller Strindberg. En historie i stil med »Krøniken«. Eller måske »Godfather« - hvorfor må man selv gå ind og se. For den skal opleves. Og den skal allerhelst opleves i sin helhed. Hver af de fire aftener bliver firefold bedre af det.

Er der slet ingen minusser? Næsten ikke. Det kan højst blive til et skævt smil et par steder. For eksempel betaler Kasper Bech Holten selvfølgelig en pris for psykologien. Nemlig at følelsernes veje og vildveje fortrænger alle andre virkeligheder.

Især savner man et af teatrets mest rodfæstede principper: At personerne kan træde ud og kommentere på sig selv. Særlig berømt er Wotans bemærkning: »Nur eines will ich noch: das Ende, das Ende«... Går dette germanske svar på Odin pludselig i selvmordstanker? Selvfølgelig ikke. Han trykker bare på pauseknappen og fortæller om konsekvensen af sine egne handlinger.

Men sådan noget filtrerer Holten fra. Han interesserer sig kun for følelserne nu og her. Alle andre sætninger virker lettere desorienterende. »Nibelungens Ring« er og bliver 17 timers psykologi - uden rum, uden metafysik, uden noget indenfor og noget udenfor. På mange måder heldigvis.

Og nu vi er ved smileys med blink: Wenzel de Neergaards danske overtekster spiller en hovedrolle disse aftner. Men alt for mange sætninger bruger gammeldags, omvendt ordstilling - former som »Glad var han«... En anden gang burde man helt klart undgå den slags dissonanser. Hvis man kan køre det sidste nye fra Mercedes ind på scenen, så kan man også skrive »Han var glad«.

Selv Wagner kommer til kort
Denne tetralogi har mange, store helte. Først og fremmest Stig Fogh Andersen, Iréne Theorin og Sten Byriel. Ingen af dem har måske sunget bedre nogensinde. Men man kunne nævne så mange andre. Faktisk de fleste.

Til sidst kommer en ny ring på lærredet. Pludselig ser man blandingen af drivhus, lysthus og lighus oppefra. Mennesket har sat sig på gudernes plads. Og i Brünnhildes reoler er der næsten ingen bøger tilbage. Hun har fortalt sin historie, vores historie, menneskets historie. Resten sætter hun i brand. Ilden breder sig ned langs scenen og ud til verden bagved. Gamle dage er forbi.

Men lige i slutningen sker det så - Holtens sidste genistreg: Brünnhilde lister ud og kommer tilbage med scenemesterens nyfødte i favnen. Her kommer selv Wagner til kort. Guderne har tusind mirakler. Vi mennesker kan kun ét.

Det er så rystende smukt og rigtigt.