Hvis man ikke spiser sukker, løber maraton, får sine otte timers søvn og regelmæssige tarmskylninger, så kan man da ikke blive syg? Det er sådan noget, de usunde bliver. Som rygerne for eksempel. Dem oppe i rygertræet, som Tove startede med at bosætte sig i, da rygerforbuddet betød, hun skulle gå ni kilometer væk fra sin arbejdsplads for at få en smøg i løbet af dagen.
Nu er de mange på grenene, og den kommunefarvede Jens Momsen er den sidst tilkomne. Selv om han kun ryger fire cigaretter om dagen, hvor man skal op på 20 for at kunne bo i rygertræet.
Men Jens er gift med Anette, og det er hende, der løber maraton og ikke spiser sukker. Men selv om hun besværgende siger til sig selv, at »jeg er ikke sådan en, der bliver syg,« skal hun lære at acceptere, at hun har fået sklerose, og det lige op til datteren Emilies konfirmation. Hvor familien kommer fra Jylland, så Emilie er nødt til at blive konfirmeret, selv om hun ikke tror på Gud, men mest på fuldstændig kontrol over sin krop. Hvis bare hun kommer ned på 36 kilo bliver hun den smukkeste, tyndeste og mest succesfulde konfirmand af dem alle – også selv om hun er begyndt at få hår på ryggen og er konstant svimmel.
Enkelt og overbevisende
Teatret st.tv. er ikke karakteriseret ved berøringsangst. Det har de aldrig været. Uanset om det er elitesport og præstationspres, døden, fanatisme eller nu vores sygelige fokus på sundhed, de beskæftiger sig med.
Teatrets to hovedkvinder, Betina Grove og Marianne Søndergaard spiller selv alle rollerne hjulpet godt på vej af utallige parykker. Det er helt enkelt og virker overbevisende godt. Fordi det er så bevidst absurd og skævt, accepterer man fuldstændig alle personerne, og selv den i teatersammenhæng helt håbløse ide med at have en voice-over til at forklare de større sammenhænge og lave bløde overgange vugger os ind i en nærmest eventyrlig fortællestil. Hvor Toves rygertræ ikke bryder alvorligt med den ellers realistiske historie.
Filmforfatteren Mette Heeno debuterer som teaterdramatiker med »SygtSund«, og hendes dramatiske klippeteknik og historiefortællerstil giver et imponerende nuanceret billede af en dysfunktionel familie og to alvorlige diagnoser, samtidig med at vi muntrer os under en fræsende rundtur til alverdens behandlingsformer, men også bliver lidt stille, når Anette prøver at jage sin angst for sygdommen på flugt med tvangspræget rengøring. Bedst som instruktøren Anders Lundorph får os til at tro, vi er til en bedre sommerrevy, dæmper han det hele ned og giver plads til eftertanken og mørket.
»SygtSund« er lavet til unge på 14 år – og alle derover. Det imponerende er, at den virkelig er i stand til at ramme både teenagedrengene, der kun var på Snapchat engang imellem undervejs i forestillingen, resten af tiden grinede de begejstret, pigerne i konfirmationsalderen, der lige nåede at lægge et par selfies på Instagram før forestillingen, og de runde veninder over 50, der skam har været på det der med tarmskylning og ellers husker at spise broccoli flere gange om ugen. De genkendte noget alle sammen.
Hvad: »SygtSund«.
Hvem: Tekst: Mette Heeno. Iscenesættelse: Anders Lundorph. Scenograf: Lisbeth Burian. Komponist: Rune Skuldbøl Vraa. Medvirkende: Betina Grove og Marianne Søndergaard.
Hvor: Teater Grob. Til 12. December. Senere på turne.
