En roadmovie på et flyvende tæppe

TV-vært og sangskriver Kristian Gintberg har for en tid skiftet Ramasjang ud med teaterrollen som Hodja fra Pjort. Han mener, at vi alle kan lære af drengen, der flyver ud i verden på et tæppe for at finde lykken.

Kristian Gintberg spiller hovedrollen i Hodja fra Pjort på Folketeatret. Fold sammen
Læs mere

Snabelsko i alle størrelser, guldfarvet bestik, vandpiber og – naturligvis – et helt særligt tæppe. Vi er på Folketeatret i København, og rekvisitterne er klar til blive taget i brug, når Hodja i aften tager sin første flyvetur.

»Jeg flyver tre gange i løbet af forestillingen. Den første er helt lavpraktisk – der ligger fire af de andre skuespillere på gulvet og løfter mig med benene. De andre flyvninger er lidt mere avancerede,« røber Kristian Gintberg, der har lagt Ramasjang og detektivhatten fra sig for en stund, mens han spiller drengen, som rejser ud i verden på et flyvende tæppe for at finde lykken og sig selv.

»Det er jo en meget umiddelbar historie. Der er en, som rejser ud i verden, mens der er nogle derhjemme, som er ret konservative og synes, at man hellere skal blive hjemme og få sig et ordentligt arbejde,« siger Kristian Gintberg.

Med sine 28 år har Gintberg prøvet en del mere end den oprindelige Hodja fra Ole Lund Kirkegaards bog fra 1970. Han er omkring ti år gammel og bor som bekendt i en landsby østen for solen og vesten for månen. Men aldersforskellen betyder ikke det store, mener Kristian Gintberg.

»Ja, okay, jeg er jo nok den ældste Hodja nogensinde. I starten talte vi om, hvordan vi skulle greje den situation. Det kan godt blive lidt tåkrummende, når voksne skal spille børn, så det gør jeg ikke. Jeg opfatter det sådan her: Hodja har en barnlig tilgang til verden, han er eventyrlysten, fordomsfri og har ja-hatten på, og den tilgang kan man sagtens have som voksen. Men vi har twistet stykket lidt. Vi har for eksempel skrevet en replik ind om, hvad jeg skal, når jeg er færdig på universitetet. Det er lidt sådan en roadmovie – på et tæppe.«

Han har engang gået på teaterhøjskole men bortset fra det, er det første gang, Kristian Gintberg står på scenen foran et stort publikum. De seneste fem år er han til gengæld kommet vidt omkring på DRs populære børne- kanal, Ramasjang. I »Lille Nørd« har han gjort børn klogere på dyr, i »Ramasjangmysteriet« har minidetektiver været med til at udpege den skyldige blandt de syv skurke, og »Ramajetterne« har han netop har produceret en ny sæson af.

»Arbejdsgangen på teater og TV er jo helt forskellig. TV er meget pakket. Man kan hele tiden gå ind efter et program og justere ting, der ikke fungerer, inden næste udsendelse. Det er en løbende proces. På teater har man et langt prøveforløb, man bliver instrueret langt mere end på TV, og det er jo super fedt. På teatret er det til gengæld samme stykke, som spiller, når møllen først kører, og der har været premiere.«

Teatret åbner også for en ny målgruppe for Kristian Gintberg: Forældrene.

»På Ramasjang er det jo børneprogrammer, mens »Hodja« er en familieforestilling. Der er både noget til de ti-årige og noget til forældrene. På et tidspunkt laver vi for eksempel dystert lys, som kunne skræmme børn, hvis de var alene, men der er jo netop ingen børn, der tager i teatret alene. I »Ramajetterne«, som er til de tre- til seks-årige, skal det hele være meget beskyttet, så man ikke skræmmer nogen.«

Musicalen rummer alle de klassiske sange af Sebastian og er instrueret af Frede Gulbrandsen, der tidligere har fortolket fortællinger som »Skammerens Datter«. I den aktuelle opsætning af »Hodja fra Pjort« har han skruet ekstra op for det orientalske, blandt andet har orkesteret flere Bollywood-musikere med om bord.

»Stykket foregår i et meget orientalsk univers. Vi har alt det der mystik og magi og fantasi. Det er også meget eksotisk,« siger Kristian Gintberg.

Hans egen vej til Ramasjang og teaterscenen kunne meget vel have givet både forældre og ministre med fremdriftsreformer på dagsordenen grå hår i hovedet. Efter gymnasiet tog han fire sabbatår, hvor han blandt andet var på højskole.

»Jeg var også i USA og på den klassiske backpacker-tur i Australien. Så blev jeg pedel på min gamle højskole, selv om jeg var ret uhandy. Jeg søgte egentlig ind på en TV-medieuddannelse i Emdrup, men jeg kom ikke ind. Man skulle sende sit eksamensbevis med, og det var ikke lige på højskolen, så jeg skulle hjem og hente det hos mine forældre. Men der var en fest på højskolen om aftenen, så jeg tænkte »arh, det går nok.« Det gjorde det ikke,« siger Kristian Gintberg.

»Men så hørte jeg om noget casting på Ramasjang, og så fik jeg to måneder på »Lille Nørd« til en start. Jeg var ude at kigge på stinkdyr og bævere,« husker Kristian Gintberg, der ikke har problemer med at leve sig ind i rollen som den nysgerrige Hodja.

»Jeg kan godt lide den eventyrlyst, historien rummer. Hodja er jo barn, så hans tilgang er meget umiddelbar. »Nå, der er en fisker, så snakker jeg lige lidt med ham. Så flyver jeg lige en tur.« Det er jo den helt klassiske med at tage på opdagelse og gøre det, man selv har lyst til. Så er der nogle forældre, der står og dunker én i hovedet med noget andet, og det er selvfølgelig også forældrenes rolle. At guide barnet og at få én til at holde igen, når man kører ud af en tangent. Men det er godt med noget fantasi, at komme ud i verden og stole på, at det man gør, er det rigtige. At udleve sine egne drømme. Der må man så håbe på, at det holder, og så go with the flow. Lige dér kan jeg godt genkende, at man er sin egen lykkes smed.«

Selv føler Kristian Gintberg, at han er landet et godt sted. Men det har også taget tid. Mere end en gang er han blevet spurgt, om han ikke snart skal have en »rigtig« uddannelse.

»Jeg kan mærke, at det har taget flere år, før folk har accepteret, at det er et rigtigt arbejde, jeg har. Det er først inden for det seneste år eller halvandet, at jeg har fået det blåstempel. Folk har sagt: »Er det ikke fedt at gå på arbejde, og så er det bare hat og briller?« Men hvis folk for eksempel fortæller mig, at de læser kommunikation, aner jeg heller ikke, hvad de laver. Sidder du så bare og snakker med folk? Det kan sagtens være, at jeg en dag vil på universitetet. Men ikke lige nu.«

Han har sat sig i en rekvisit, som forestiller en rulle med ægte tæpper. Siderne kan tages af, og der er fint plads til en voksen mand.

»Jeg har jo verdens bedste arbejde. Børn er en fantastisk målgruppe,« siger han.

»Hvis noget er sjovt eller værd at fortælle, er det grund nok til at fortælle det. Jeg kan også sindssygt godt lide, når tingene er sjove. Det behøver ikke være aktuelt i forhold til for eksempel Brexit, så der er plads til masser af fantasi. Hvis vi tager et program som »Ramasjangmysteriet« – det er nok ikke specielt realistisk. Det er en slags realisme, vi har lagt ned over det. Det er jo vildt at kunne skabe en virkelighed, som får det stempel, at »den er god nok«. Nu har de sammenlignet de fingeraftryk, så er den jo god nok. Den var nok ikke gået med PET, men i den her sammenhæng er det realistisk.«

Det samme gælder Hodja, som snart letter på sit tæppe og kommer ud for lidt af hvert, inden han vender hjem til sin far, som i mellemtiden er blevet mildere stemt.

Kristian Gintberg vender selv tilbage til Ramasjang, når turneen er slut til foråret. Han tror ikke umiddelbart, at han kommer til at skifte Richard Thomsen, Camping Vagn og de andre skurke i Ramasjangmysteriet ud med et liv på scenen.

»Jeg søgte faktisk ind på teaterskolen for fire-fem år siden, men nåede aldrig til optagelsesprøve, fordi vi skulle lave Ramasjang på samme tid. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt at lege detektiv, så jeg droppede det, og så har jeg aldrig søgt ind igen. Men jeg er blevet aktiv teatergænger, efter at jeg vidste, jeg skulle spille med her, og jeg glæder mig helt vildt. Jeg får mange tricks af de uddannede. Folk er super søde til lige at tage mig ind under deres vinger, og det er meget hyggeligt,« siger han.