En ligegyldig, hårdtpumpet dag i frisørsalonen

Dramatiker Astrid Saalbach er kvinde værst og kunne godt have hvæsset saksen mere i det mindre vellykkede kvindeopgør »Frisørerne« på Teater Får302.

Kvindekamp: Usolidariske overgreb i Astrid Saalbachs »Frisørerne« på Teater Får302. Foto: Thomas Cato Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lad os få det overstået med det samme. Er Astrid Saalbachs stykke »Frisørerne« værd at spille? Det mente Folketeatrets direktør Kasper Wilton ikke, selv om han oprindelig selv havde bestilt det – i hvert fald ikke på hans teater.

Også Stadsteatern i Sverige havde en række indvendiger, denne gang af puritansk-feministisk karakter.

Det faldt dramatikeren så meget for brystet, at hun skrev en nøgleroman, »Klapperslangen« hvor teaterbranchen og indirekte også den karrierehungrende dramatiker selv fik læst og påskrevet. Nu kan vi selv danne os et indtryk, for Teater Får302 i Nyhavn har sat stykket på plakaten som et gæstespil med Københavns Teater Observatorium. Desværre falder afgørelsen ikke ud ubetinget til Astrid Saalbachs fordel.

Endeløse hverdagsproblemer

Scenen er sat i en frisørsalon af de mindre succesfulde, ganske nøjagtigt gestaltet af scenograf Stine Martinusen, hvor de verdensfjerne, selvoptagede frisører Jorun, Mette og Trine svømmer hen i en verden af syntetisk duftende produkter, mens de vender deres endeløse hverdagsproblemer, der stort set alle drejer sig om den demonterede kvinde:

Hende, der stiller sig tilfreds med at befinde sig fastlåst i en passiv rolle, holdt i en skruestik af manglende selvtillid, seksuelle frustrationer, blonderet udseendefiksering og indbyrdes, illoyale rygstikkerier.

Blæst og føntørrede oven i hovedet (hvad har frisører dog gjort?), når det handler om verden udenfor, som de får et pust af, når den serbiske opportunist dukker op som ny partner. Men meget værre: Ude af trit med deres egne kerneløse, kvinde-jeger.

Det samme gælder sådan set hovedparten af de kunder, der dukker op som vignetter – spillet af de samme skuespillere, som giver liv til frisørsalonens indehavere – hvilket giver teksten en tone af satirisk revykomedie med nye parykker og forklædninger i ét væk.

Ene Øster Bendtsen, Sofia Nolsøe, Lykke Sand Michelsen og navnlig Katrine Høj Andersen og Jannie Faurschou blotrer sig i kællingekarakteristikkerne, indtil dramatikeren – på vanlig Saalbachs vis – lader drømmens gyngende grund tage over. Hun sender en mystisk, infiltrerende og kønsforvirret hævner på banen og straffer sine figurer med undergang. Dramatiker er kvinde værst! Det kunne have været Saalbachs store opgør med og mobilisering af sit eget ubevidst selvundertrykkende, forsnævrede køn i en mandsdomineret verden.

Nu er tematikken reduceret til en ligegyldig, hårdtpumpet udstilling, som kan være ganske sorthumoristisk underholdende, men som også er præget af lette løsninger og replikker, der er klippet med sløv saks. Sagt med fuld risiko for at blive beskyldt for at tilhøre teatrets mandemafia.

Hvad: »Frisørerne« af Astrid Saalbach.

Hvem: Iscenesættelse: Søren Iversen. Scenografi: Stine Martinsen.

Hvor: Københavns Teater Observatorium. Gæstespil på Får302. Til 19. november.