For et par sæsoner siden stod Jens Albinus alene på scenen i en scenisk monolog, der byggede på Auschwitz-overleveren Primo Levis forfærdende dokument »Hvis dette er et menneske«. Et ubønhørligt vidnesbyrd om et menneskes tur til helvede og tilbage igen efter den totale reduktion til intet. Det er svært ikke at have den i tankerne, når man oplever Ulla Henningsen i den franske forfatter Marguerite Duras’ delvist selvbiografiske »Smerten«, dramatiseret til lejligheden på det mikroskopiske Teater Får302.

Her er det den ventendes fortælling, der er i fokus: I foråret 1945 venter en navnløs kvinde på den mand, der måske - måske ikke - vender hjem fra en tysk koncentrationslejr:

»Kvinder venter til alle tider og alle steder på, at manden skal komme tilbage fra krigen (...) jeg vil være død. Så snart han kommer hjem, dør jeg. Alt andet er umuligt, det er min hemmelighed,« siger hun.

Det bliver til en mindst lige så chokerende brutal dissektion, nu af den forandring, den følelsesmæssige tragedie, adskillelsen må føre med sig.

Alene med en stol, en bog og et glas vand i en time og 20 minutter: Med Madeleine Røn Juul som en præcist doserende instruktør gør Ulla Henningsen denne ubarmhjertigt ærlige enetale til en uafrystelig oplevelse.

Koncentrationen i det intime rum bliver spændt til bristepunktet, når hun med kongenial fornemmelse tolker Duras’ sanselige, men illusionsløse prosa, spændt op mellem det nærmest fotografisk registrerede begivenhedsforløb og den kompromisløse sjælegranskning. Snart nervespændt, snart med en barsk selvironi bag den totale resignation, snart stivnet til en dødsmaske, der træder frem af mørket med rødrandede, sammenknebne øjne og åben mund.

»Smerten« er en stor skuespillers gennemarbejdede præstation, blottet for enhver form for sentimentalitet og ethvert tilløb til overdrevne dramatiske virkemidler, netop endnu mere grusom på baggrund af sin nøgterne afdæmpethed.