Et vilkår ved operaen som genre er, at en fuldkommen opførelse er noget, man kun kan drømme om. Det gælder over hele linjen, og det gælder i særlig grad den opera, som i søndags havde premiere i en nyopsætning på Operaen, Hugo von Hofmannsthals og Richard Strauss’ mærkelige og mageløse mesterværk »Kvinden uden skygge«. Med dens referencer til Goethe og Grimm, Mozart og myter og Freud og hans fæller og med et univers, der både er eventyrligt og filosofisk, er der så mange lag her, at det hele umuligt kan gå op. Selv den mest begavede iscenesættelse må træffe nogle valg. Der er ingen anden vej.
Og det er så, hvad instruktøren, Den Kongelige Operas afgående chef, Kasper Holten, gør, sammen med gamle kendinge som scenografen Steffen Aarfing og lysdesigneren Jesper Kongshaug og med et videodesign, som Signe Krogh har bidraget til: De vælger en vej, én blandt utallige mulige, og det fungerer fremragende, og det fungerer ikke bare, fordi de vælger den ikke uoplagte løsning af lade operaens fraværende, men freudiansk altdominerende faderskikkelse komme til syne som projektion i operaens begyndelse. Det fungerer også – og nok så meget – fordi opsætningen stoler på sine ideer og fører dem konsekvent igennem. Den har både rødder og retning.
Et ultimatum
»Kvinden uden skygge«, der havde urpremiere i 1919, handler om kvinden, der var ånd, men blev halvt menneske, da kejseren kaprede hende. Hun kaster ingen skygge, derfor kan hun ikke blive gravid, og nu stiller hendes far, åndernes konge, et ultimatum: Inden tre dage skal hun få en skygge, ellers vil hun og hendes dæmoniske amme blive sendt tilbage til åndernes rige, og kejseren vil blive til sten, og så drager hun og ammen da ud i verden og opsøger farveren Barak og dennes kone, og konen bliver overtalt til at give sin skygge til kejserinden mod til gengæld at få luksus og elskere. Og konen siger ja, men fortryder, og kejserinden fortryder også, og det ender med tilgivelse og sandsynligt moderskab hos begge. Undervejs synges blændende poesi af Hofmannsthal, og Strauss’ musik rummer både voldsomheden fra samme komponists »Elektra« og sødmen fra hans »Rosenkavaleren«, og også den er uden lige. Ørehængere er her ikke, ikke som hos en Puccini, men hvad moden musikalsk skønhed angår, er »Kvinden uden skygge« næppe overgået, og i søndags, under den afgående chefdirigent Michael Schønwandt, overgik Det Kgl. Kapel sig selv. Alene det...!
Hints og enkelhed
Og Holten & co.? De giver os bevægelige skygger og billeder af tegneserieagtig enkelhed, der matcher sangerne af kød og blod og lyd, og det ligner en given sig hen til operaens fundamentale naivitet. I hvert fald fungerer det som modvægt til samme operas paradoksale kompleksitet, og så er der sangerne, og amerikanske Linda Watson er farverkonen, mægtig og prægtig, mens vores egen Susanne Resmark som ammen er forudsigeligt blændende. Amerikanske James Johnson – der i sin tid var med til at løfte Kasper Holtens »Ring«-opsætning – besidder som farveren den rigtige rørende soliditet, og Den Kgl. Operas Johnny van Hal falder ikke igennem som kejseren. På premieredagen vaklede franske Sylvie Valayre først vokalt som kejserinden, men hun viste snart, at hun kan bryde stærkt igennem de strauss’ske klangmasser, og børnene, de fødte og de ufødte, synges og spilles af skønne elever fra Sankt Annæ Gymnasium. Også det er på plads.
Holten og Schønwandt har givet os så meget, og deres fælles farvel er tæt på det uopnåeligt fuldkomne. Meget tættere på kan det ikke komme. Eventyret endte lykkeligt.
